Disse fem Superliga-profiler kan ryge i januar
ANALYSE: Transfervinduet er lige om hjørnet, og der er flere Superliga-profiler, der tiltrækker sig udenlandsk opmærksomhed, selv om deres klubber nødigt vil sælge halvvejs i sæsonen.

Superliga-klubberne er ikke blot ved at forberede sig til transfervinduet.
De er nået meget langt i, hvad der skal ske.
Og med mindre noget uventet sker, ved de, hvad der skal købes og sælges.
En af de ubekendte, der ikke kan planlægges 100 procent, er store tilbud fra udlandet.
Og der er flere Superliga-profiler, der kan ryge afsted, fordi de gør det så godt, og pengene kan blive så store, at det bliver umuligt at sige nej.
Campo har her samlet fem af de mest oplagte navne fra kategorien med unge profiler.
Noah Nartey, Brøndby IF
20 år
Kontraktudløb 30. juni 2027
54 kampe/7 mål i Superligaen
Prisleje: 40-70 millioner kroner
At han fik et tåbeligt rødt kort senest mod Fredericia betyder ikke, at interessen fra udlandet er væk.

Nartey har halvandet år tilbage på kontrakten, og derfor begynder det at minde om scenarie, Brøndby også løb ind i med Clement Bischoff.
Tipsbladet har fortalt om interesse fra Lyon, og det er helt oplagt, at en lang række udenlandske klubber ser Nartey som et nyt, attraktivt køb fra Brøndby som med Bischoff, hvor man ikke helt behøver købe til samme priser som FC København, FC Midtjylland og FC Nordsjælland.
For Brøndbys topambitioner er det til gengæld ønskværdigt at forlænge og at holde på Nartey i hvert fald indtil sommer.
Thomas Jørgensen, Viborg FF
20 år
Kontraktudløb 30. juni 2028
59 kampe/6 mål i Superligaen
Prisleje: 40-50 millioner kroner
Selvfølgelig dukker FC Københavns navn op, men det vil for Campo være en overraskelse, hvis det ender sådan.

Viborg vil helst sælge til udlandet, og Jørgensen er seneste spiller fra midtbanen og offensiven, der tiltrækker sig interesse fra udlandet.
Det kan VFF i disse år, og man er ikke bleg for at sælge, når pengene er store nok, hvilket her nok vil sige en transferrekord til en samlet værdi omkring 45 millioner kroner. Mere, hvis der kommer en auktion.
Og så vil hensigten nok også være at vente til sommer, for Viborg skal simpelthen i Top 6 denne gang.
Caleb Yirenkyi, FC Nordsjælland
19 år
Kontraktudløb 30. juni 2030
33 kampe/3 mål i Superligaen
Prisleje: 75-150 millioner kroner
FC Nordsjælland forstår sammen med Right To Dream at finde de rigtige spillere fra de vestafrikanske akademier.
Yirenkyi har egentlig slet ikke vist nok i Superligaen til at berettige den pris.
Men udenlandske klubber køber ind på potentialet i den alder og da især i FC Nordsjælland.
Potentiale har Yirenkyi meget af på den centrale midtbane, hvor han har været en tur forbi A-landsholdstruppen i Ghana.
Prisen kan ryge endnu mere i vejret med en tur til VM, men det er flere gange tidligere gået meget stærkt med at sælge de purunge FCN-profiler, også hurtigere end forventet i omverdenen.
Aral Simsir, FC Midtjylland
23 år
Kontraktudløb 31. december 2029
83 kampe/14 mål i Superligaen
Prisleje: 50-75 millioner kroner
Hvornår skal Aral Simsir videre?
Det spørgsmål dukker op igen og igen, og det gør det på ny efter et godt efterår af FC Midtjylland, hvor Simsir senest var i hopla i en 6-0-sejr over FC Nordsjælland.

Det giver bedst mening for både den unge kantspiller og for FC Midtjylland med et skifte til en Top 5-liga, og FCM-spillerne er eftertragtede oven på det flotte efterår.
Men tyrkiske topklubber dukker uundgåeligt også op som emner, ikke mindst på grund af strammere regler i det store fodboldland, hvor der er udlændingekvoter og dermed også et incitament til at have de bedst mulige spillere med tyrkisk pas, som Simsir som tyrkisk landsholdsspiller har.
Sommer vil jo nok give bedre mening for FC Midtjylland, men når man har Mikel Gogorza i baghånden, er det en plads, hvor man bedre kan leve med et januarsalg.
Kristian Arnstad, AGF
22 år
Kontraktudløb
40 kampe/7 mål i Superligaen
Prisleje: 50-75 millioner kroner
Sikke en udvikling, Arnstad har gennemgået.
Anderlecht havde naturligvis fat i noget, da de hentede ham som 16-årig, og under Jakob Poulsen er det for alvor kommet til udtryk.

Det giver sportsligt ingen mening for 'GF at slippe midtbanegeneralen nu, men Arnstad er også så hot nu, at der kan dukke noget op, AGF-ledelsen ikke ser sig i stand til at sige nej til.
Nordmanden har en chance for at komme til VM med Norge til sommer, hvilket muligvis også kan påvirke den ligning, der skal gå op for at flytte væk fra Århus.













