Tidligere Brøndby-stopper vil smide FCK ud: Det bliver sjovt
Den nuværende Esbjerg-stopper med fortid i Brøndby vil slå sine tidligere ærkerivaler.

Onsdag aften skal Esbjerg fB spille en af klubbens største kampe i de seneste sæsoner.
Her kommer de forsvarende mestre fra F.C. København på besøg i det vestjyske, når det første af to kvartfinaler skal spilles i Oddset Pokalen.
Det er der særligt én spiller, der nok ser lidt mere frem til end de andre i Esbjerg-truppen.
Anton Skipper slog igennem hos FCK's ærkerivaler fra Brøndby, og derfor øjner den 25-årige stopper også en gylden mulighed.
- Det bliver sjovt. Det er klart, jeg har en fortid i Brøndby, som du siger. I det store hele er det en fodboldkamp som alle andre, men det bliver da sjovt. Især hvis vi kan levere en god præstation, siger Anton Skipper til klubbens hjemmeside.
Esbjergs vej til kvartfinalen har blandt andet budt på et opgør mod Randers FC, hvor vestjyderne gik videre efter straffesparkskonkurrence.
Skipper ser dog FCK som i en anden klasse.
- Vi må nok forvente, at FCK kommer med en høj kvalitet, end Randers gjorde. Selvom vi er selvsikre i truppen, ved jeg ikke helt, om vi kan forvente det samme igen, siger Anton Skipper.

En ting er dog sikkert. Der bliver godt med mennesker på Blue Water Arena, hvor der er solgt mere end 14.000 billetter.
- Det er næsten stadionrekord, så det bliver super fedt, og forhåbentligt kan vi også levere en god præstation, siger Anton Skipper til klubbens hjemmeside.

Opgøret bliver sparket i gang klokken 20.15.
Skal du ind og se kampen mellem Esbjerg og FCK, kommer politiet her med en klar opfordring.
Læs mere her:

F.C. København












