Smidt ud: Var det Narteys sidste kamp i Brøndby?
Noah Nartey blev smidt ud i Brøndbys mareridtskamp mandag aften. Et vintersalg kan være på tale, og en forlængelse virker tvivlsom.

Brøndby IF fik langt fra en mindeværdig aften på Brøndby Stadion mandag aften.
Her blev vestegnsklubben sænket på eget græs, hvor FC Fredericia snød Steve Coopers tropper med en forbilledlig præstation.
Undervejs blev både Marko Divkovic og Noah Nartey smidt ud - sidstnævnte for en grim tackling i overtiden.
Det sender Noah Nartey i skammekrogen i klubbens næste to ligakampe, hvorfor han først kan være tilbage den 15. februar mod Viborg.
Og derfor kan mandagens kamp betyde, at Nartey har spillet sin sidste kamp i Brøndby-trøjen.
For Nartey har kontraktudløb i sommeren 2027, og Benjamin Schmedes, Brøndbys fodbolddirektør, har tidligere foratlt, at klubben har svært ved at nå til enighed med Nartey om en ny aftale.
Nartey har trods dumme udvisninger spillet et fremragende efterår for Brøndby, og derfor er januars transfervindue også et godt tidspunkt at sælge, hvis klubben ønsker at tjene en god skilling på den 20-årige kreatør.

Brøndby har haft svært ved at holde på talenterne, og teknisk direktør Julius Ohnesorge har til TV 2 tidligere forsøgt at forklare årsagen.
- I dansk fodbold skifter spillerne tidligere og tidligere, og det er en trend, vi som klub er oppe imod. Vi skal vise spillerne, at de kan udvikle sig her og tage flere skridt, før de skal videre, udtaler Ohnesorge til TV 2.
Lyon har været nævnt som interesseret i Nartey, som fik ord med på vejen fra Patrick Pentz mandag.

Brøndby IF
Noah Nartey












