Kvistgaarden scorede tre i streg: Derfor er han bænket
Til trods for en flot personlig stime, er Mathias Kvistgaarden alligevel havnet på bænken i Norwich.

Det må godt nok være frustrerende.
Mathias Kvistgaarden nød i løbet af november stor personlig succes, da han scorede tre kampe i streg.
Alligevel røg han på bænken mod Oxford United og senest også mod QPR. I begge opgør fik han korte indhop på bare et par minutter.
Udadtil kan det nok virke en anelse underligt, men Norwich-cheftræner Philippe Clement har alligevel sat sig for at give en offentlig forklaring.
Det handler nemlig ikke i så høj grad om Mathias Kvistgaardens præstationer, men i stedet om holdet, som til trods for den tidligere Brøndby-angribers tre scoringer i rap alligevel kun fik et enkelt point med fra de nævnte kampe.
- Det handler ikke om individer. Ja, Mathias er en spiller med meget kvalitet i feltet, men med ham og 'Sarge' sammen mangler vi en lille smule balance i holdet.
- I øjeblikket er vi ikke dominerende nok til at gøre det hele tiden, men han kan være afgørende i sin rolle, og han kan også spille kampe fra start. Det kan ende som en rotation, det må fremtiden vise.
- Han kan måske også vokse i sin rolle omkring angriberen, og ellers skal vi have løst det med dem begge på samme tid. Men det er lidt for tidligt til det, og det så vi også i første halvleg mod Birmingham.
- Det handler om flere ting - og også om, hvad holdet har brug for lige i øjeblikket, siger Philippe Clement og peger atter på balancen på holdet, hvis både Mathias Kvistgaarden og Josh Sargent starter på samme tid.

I de to seneste kampe med Kvistgaarden på bænken, er det blevet til en uafgjort og en sejr for Norwich.
Den 23-årige dansker skiftede i sommer fra Brøndby IF til Norwich og har siden noteret sig for fire mål i 12 kampe.
Norwich City
Mathias Kvistgaarden












