Eto’o fører kniven: Fyrer landstræner kort før AFCON
En bombe har ramt camerounsk fodbold.

Det camerounske fodboldforbund, anført af legenden Samuel Eto'o, har smidt en regulær bombe i Cameroun mandag aften.
Her har Eto'o og kompagni nemlig valgt at afskedige den nu tidligere camerounske landstræner, belgieren Marc Brys, med bare tre uger til AFCON.
Beslutningen kommer i kølvandet på en række konflikter mellem Brys og Eto'o, som er forbundets præsident, hvor Brys ifølge fodboldforbundet har undermineret samarbejdet de to parter imellem.
Angiveligt har belgieren brudt regler, holdt uautoriserede pressemøder og generelt udvist ulydighed over for Samuel Eto'o og de øvrige ledere i det camerounske fodboldforbund.


Sportsligt er det ellers gået ganske okay, da Marc Brys blot har tabt én enkelt ud af 15 kampe som camerounsk landstræner.
Dog holder fodboldforbundet ifølge SportNewsAfrica fast i, at hans adfærd skader landsholet, og at den var medvirkende til, at Cameroun glippede en billet til VM i 2026.
Cameroun indleder sin AFCON-kampagne den 24. december, når Gabon byder op til kamp.
Den vikarierende landstræner, David Pagou, udtog sin trup til turneringen tidligere mandag, og det var med en stor overraskelse, da André Onana slet ikke skal med.














