Ståle er på plads i Vejlby: Han holder med AGF Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Ståle er på plads i Vejlby: Han holder med AGF

Sønnike er selv lidt i tvivl om, hvem han holder med.

Ståle Solbakken og Markus Solbakken i samme billede.
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Den norske landstræner Ståle Solbakken er søndag på plads i Aarhus-forstaden Vejlby.

Her kan han ved selvsyn kigge nærmere på potentielle norske landsholdsspillere som Kristian Arnstad, Birger Meling og Mohamed Elyounoussi.

Og så er der lige én nordmand yderligere.

Hos AGF starter Ståle Solbakkens søn, Markus Solbakken, nemlig inde i kampen mod faderens tidligere klub F.C. København, men sønnikke er ikke 100 procent sikker på, hvem faderen egentlig holder med søndag eftermiddag.

- AGF. Det tror jeg. Det er jeg ret sikker på, siger Markus Solbakken med et grin til Viaplay.

Han har dog ikke talt med sin far forud for søndagens kamp.

- Det har jeg ikke. Vi plejer ikke at snakke så meget om fodbold. Vi snakker måske lidt efter kampe, men op til kampe er det meget lidt. Han spørger måske, om jeg starter og om, hvad planen er, men ud over det, så snakker vi ikke så meget, lyder det fra Markus Solbakken.

På FCK-bænken søndag sidder Jacob Neestrup, der i en periode fra 2014 til 2018 var assistenttræner under netop Ståle Solbakken.

I den periode boede Markus Solbakken med sin far i København, og han lægger ikke skjul på, at han ser frem til kampen mod den klub, han som barn havde et mere end tæt forhold til.

- Det glæder man sig til. Først og fremmest fordi det er to gode hold der mødes, og så er det selvfølgelig en lidt speciel kamp i forhold til, hvor mange gange, jeg har været i Parken og har set FCK og har fulgt FCK tæt.

- [FCK fyldte] meget i mit liv som lille. Jeg boede i København i syv-otte år, og min far har været der i endnu længere tid, så Parken og FCK har været en stor del af mit liv, lyder det fra Solbakken.

Markus Solbakken kom til AGF fra Sparta Prag i sommer.

Mest læste

Notifications

Notifikationer