Jesper Sørensen et skridt fra guldet: Slår Dreyer og San Diego ud
Vancouver Whitecaps nærmer sig mesterskabet i MLS, men det blev på bekostning af Anders Dreyer og San Diego.

San Diego FC's eventyrsæson er slut.
Natten til søndag måtte danskerklubben, der råder over Anders Dreyer, Jeppe Tverskov og Marcus Ingvartsen, se sig slået af Jesper Sørensens Vancouver Whitecaps i MLS' Western Conference Finals.
Her sejrede den tidligere Brøndby-træner nemlig med 1-3, hvilket booker ham og hans canadiske mandskab en plads i MLS-finalen, hvor man tørner sammen med ingen ringere end Lionel Messi og Inter Miami.
Anders Dreyer og Jeppe Tverskov var med fra start for San Diego, som dog kom bagud efter bare otte minutters spil.
Her nettede Vancouvers amerikanske angriber Brian White for første gang i opgøret, da han afsluttede et smukt tiki-taka-opspil og gjorde det til 0-1.
Se målet her:
BRIAN WHITE just 7 minutes in for the lead. 💥@WhitecapsFC // Audi MLS Cup Playoffs pic.twitter.com/nW7HfPHPsF
— Major League Soccer (@MLS) November 30, 2025

Bare tre minutter senere blev det også 0-2, da San Diego-keeperen Pablo Sisniega gjorde sig uheldigt bemærket og kom på tavlen med et selvmål.
Se det her:
We're not sure what just happened but it's 2-0 just 10 minutes in. Wow.@WhitecapsFC // Audi MLS Cup Playoffs pic.twitter.com/MqxmoNdTlU
— Major League Soccer (@MLS) November 30, 2025
Kort før pausen blev dødstødet mere eller mindre sat ind, da Brian White atter kom på tavlen.
Den 29-årige angriber stod igen godt placeret i San Diego-feltet, hvor han med brystet fik prikket et godt indlæg fra Ali Ahmed ind.
Se scoringen her:
Another one for Vancouver. It's 3-0 heading into halftime! 🔥@WhitecapsFC // Audi MLS Cup Playoffs pic.twitter.com/q3Spi450To
— Major League Soccer (@MLS) November 30, 2025
I anden halvleg fik San Diego bedre styr på det og efter en time fik mexicanske Hirving Lozano reduceret - på oplæg fra danske Jeppe Tverskov - da han trykkede af fra distancen.
Forsøget tog en gedigen afretning og sejlede henover Vancouver-keeperen.
Se målet her:
Chucky lets it fly and pulls one back. 👀@sandiegofc // Audi MLS Cup Playoffs pic.twitter.com/gWsmTuDnGC
— Major League Soccer (@MLS) November 30, 2025
Det lykkedes aldrig for Anders Dreyer og kompagni at komme helt tilbage i opgøret, og derfor sluttede det 1-3 i Jesper Sørensens favør.
Således er den tidligere Brøndby-træner og Vancouver Whitecaps klar til MLS-finalen, hvor man tørner sammen med Lionel Messi og Inter Miami.

Finalen finder sted den 6. december på Chase Stadium, hvor Inter Miami har hjemmebane.
Messi og kompagni vandt selv deres semifinale med hele 5-1 mod New York City natten til søndag.













