Dansker jagter guld og CL i dag: Hele byen er elektrisk
Søndag skal Eliteserien afgøres, og Anders Bærtelsen kan blive mester med Viking i sin første sæson i klubben.

Det står mellem to danskerklubber. Enten Viking FK eller Bodø/Glimt bliver norsk mester.
Søndag klokken 17:00 skal Eliteserien afgøres, når sæsonens sidste spillerunde skal afvikles, og danske Anders Bærtelsen og Viking FK kan med en sejr mod Vålerenga noget overraskende løbe med titlen.
Viking er blot et enkelt point foran Bodø/Glimt, og Bærtelsen havde ikke forestillet sig, at han skulle spille med om det norske mesterskab og potentielt europæisk fodbold, da han lavede 'det forbudte skifte' og skiftede til Viking fra rivalen Haugesund tidligere på året.
Det fortæller han til Campo.
- Nej. I de år, hvor jeg har været i Norge, der har Viking altid været lige efter Bodø og Molde. Men Viking har gjort det bedre år efter år, og sidste år blev klubben nummer tre.
- Så Viking har altid ligget inden for rækkevidde, og i år har vi jo bare haft en rigtig god trup. Klubben har forstærket sig, og alle har taget skridt i den rigtige retning, der gør, at klubben nu præsterer sådan en sæson her, siger Bærtelsen til Campo.

Viking har imponeret stort i sæsonen og blot tabt tre gange. For at finde holdets seneste nederlag i Eliteserien skal tiden spoles helt tilbage til juli, men sådan er vilkårene, for også Bodø/Glimt har været svære at slå.
Længe har Viking derfor været klar over, at ethvert pointtab kan være dyrebart i mesterskabskampen.
- Vi har egentlig gennem hele sæsonen vidst, at vi skulle vinde nærmest alle kampe for at have en chance. For tre-fire runder siden slog vi klubbens pointrekord.
- Så det er på mange måder en mega god sæson, og det vil være fortjent, hvis det ender med guld, siger den danske stopper.
Paralleler at spore mellem AGF og Viking
Holdet fra Stavanger er tæt på guldmedaljerne, og det må siges at være tiltrængt, for Viking har ikke vundet Eliteserien i næsten 35 år.
Klubbens situation minder meget om den i AGF, der senest vandt mesterskabet for næsten 40 år siden, og Bærtelsen kan se flere sammenhæng mellem de to mesterskabshungrende klubber.
- Jeg tror godt, at man kan sammenligne fansene, størrelsen på byen, og hvordan fodbold bliver opfattet (i byen, red.). Det er også nogle år siden, AGF har vundet et mesterskab.
- Det er akkurat det samme med Viking som med AGF. Det er meget op og ned med fansene. Går det godt, er vi nærmest verdensmestre. Taber vi, så kan vi ingenting. Det er vel også lidt sådan i AGF.
De skal klare det selv
Guldkampen på en udsolgt hjemmebane mod Vålerenga venter, og Viking regner ikke med nogen hjælpende hånd fra Fredrikstad, der møder Bodø/Glimt.
Bærtelsen regner faktisk med, at Bodø/Glimt sejrer, hvilket kun sætter ekstra pres på danskerens mandskab.

- Jeg forventer helt klart, at Bodø de vinder. Så vi ved, at vi skal ud og vinde. Vi har tabt én hjemmekamp i ligaen, og det var mod Bodø, så vi har en enorm selvtillid og tro på tingene.
- Vi har en kæmpe tro på, at vi selv skal gøre det færdigt på søndag og forventer ikke at få hjælp fra Fredrikstad, lyder det fra Bærtelsen.
Opgøret mod Vålerenga sættes i gang søndag klokken 17:00.
Hele fire af Anders Bærtelsens holdkammerater er nomineret til årets spiller i Eliteserien.
To af dem er Superliga-kendinge - læs mere om dem her:














