AC Milan til tops med sejr over Isaksen og Lazio
En helt vild situation udspillede sig i kampens overtid.

AC Milan er nyt tophold i Serie A efter en snæver 1-0-sejr over Gustav Isaksen og Lazio.
Hjemme på Giuseppe Meazza var det portugisiske Rafael Leão, der seks minutter inde i anden halvleg scorede kampens enlige mål, da han satte sidste fod på kampens med afstand flotteste angreb orkestreret af Youssouf Fofana og Fikayo Tomori.
Kampens klare højdepunkt kom dog i overtiden, hvor kampens dommer af sine kollegaer i VAR-vognen blev bedt om at vurdere en situation, som potentielt kunne give Lazio et straffespark.
Serbiske Strahinja Pavlovic blev ramt på albuen i eget felt, og da dommeren gik til VAR-skærmen for at se situationen, fik AC Milan-cheftræner Massimo Allegri direkte rødt kort - tilsyneladende for protester på forkant. Allegri flåede sin jakke af og forsvandt ned i omklædningsrummet.
Efterfølgende gjorde dommeren det via højtaleranlægget klart, at der IKKE skulle dømmes straffespark, og mon ikke Allegri så havde røde ører i katakomberne under Giuseppe Meazza.
Selvom Gustav Isaksen startede kampen for de gæstende romere og fik kampens første 70 minutter, så gjorde han ikke megen væsen af sig.

Med sejren rykker AC Milan forbi AS Roma og indtager nu Serie A's førsteplads.
Den kan dog være til låns, men det er også særdeles realistisk at milaneserne beholder den weekenden over.
De nærmeste forfølgere fra AS Roma skal nemlig møde nummer tre, Napoli, hjemme på Estadio Olimpico søndag. Ender den kamp i en pointdeler fastholder AC Milan førstepladsen.
AC Milan
Lazio
Gustav Isaksen












