Hård kritik: – De kunne have grebet ind i Parken Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix og screendump. Illustration: Campo

Hård kritik: – De kunne have grebet ind i Parken

Efter Campos afsløring af en kontroversiel trøjesponsor i Parken mener ekspert, at danske myndigheder burde have grebet ind.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix og screendump. Illustration: Campo

Torsdag kunne Campo afsløre, at det kontroversielle bettingfirma 1XBET havde annonceret i Parken på Kairats trøjer i kampen mod FC København onsdag aften.

Læs mere om 1XBET's indtog i Parken her

Det har vakt opsigt i Danmark og udlandet, da 1XBET ikke har licens i Danmark eller ret mange steder i Europa.

- Det er et af de bettingselskaber, vi i Play the Game har holdt et skarpt øje med i flere år på grund af deres yderst dubiøse forretningsmodel. At de nu dukker op i Danmark - hvor de faktisk er blokeret af Spillemyndigheden - understreger en voksende konflikt mellem sportens kommercielle interesser og den integritet, sporten ellers hævder at værne om, sagde Play the Games leder Stanis Elsborg til Campo torsdag.

Var ikke sket i Belgien

For at 1XBET overhovedet fik lov at figurere på Kairats trøje i en Champions League-kamp i Danmark forstår en førende ekspert inden for betting-integritet og bekæmpelse af hvidvask og match fixing intet af.

- Det var for eksempel ikke sket i Belgien, indleder Chris Kronow Rasmussen, der er Head of Financial Crime i Advisense, i et interview med Campo.

- I Belgien er man mere strikse med at gå efter dem, der ikke har licens i landet. Hvis man ikke har licens, så går belgierne efter det, også selv om UEFA har nogle regler. Der har belgiernes lovgivning forrang, siger Chris Kronow Rasmussen, der også er ekstern lektor ved New Haven University.

Myndigheder burde have grebet ind i Parken

Efter Chris Kronow Rasmussens vurdering burde danske myndigheder have grebet ind mod, at Kairat kunne spille med 1XBET på trøjen, ligesom UEFA også bærer et ansvar.

- Når jeg ser dem i Parken, tænker jeg da, at der må sidde nogle bettingfirmaer med licensen i orden i Danmark, der føler sig en smule snydt, siger Chris Kronow Rasmussen.

Kairats spillere havde 1XBET på maven i kampen mod FCK. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

- Jeg synes i den grad, de [myndighederne] kunne have grebet ind i Parken i går [onsdag]. Om ikke andet når man har nogle firmaer i Danmark med licens, der lever op til reglerne. Så er det mindste, de danske myndigheder kan gøre, da at holde dem, der ikke overholder reglerne, udenfor. Vi er del af et fællesskab, og her kommer der nogen, der rent ud sagt tager pis på det fællesskab og de regler, man skal overholde i Danmark.

Problem i forhold match fixing og hvidvask

Efter ekspertens vurdering er det voldsomt problematisk, når et firma som 1XBET uden licens kan optræde på en så fremtrædende plads i en Champions League-kamp, når firmaet ikke hjælper med at dæmme op for hvidvask og match fixing.

- Lad os nu sige, og det tror jeg virkelig ikke var tilfældet, men hvis nu der var noget match fixing i gang i kampen. Jamen så kommer 1XBET ikke til at samarbejde med nogen.

- Og hvis nu nogle danskere har spillet på kampen, for eksempel via en konto på Cypern eller lignende, så har en dansk bank ingen jordisk chance for at vide, hvad en overførsel derfra så handler om. Så alt det, man skal leve op til i Danmark omkring hvidvaskloven, og match fixing, det er sat ud af kraft, siger Chris Kronow Rasmussen, der også undrer sig over, UEFA tilsyneladende ikke havde noget at sige om sagen.

Til Champions League-kampe sørger UEFA for, at de sædvanlige stadionsponsorer så vidt muligt bliver dækket af. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

- Selvfølgelig kan vi stille krav til UEFA. Det er jo et europæisk forbund, så de skal leve op til europæiske krav. Når landene har underskrevet Macolin Konventionen, så må det jo også betyde, at de går ind for den, siger Kronow Rasmussen om Det Europæiske Råds konvention, der er sat i verden for at bekæmpe sports-manipulation.

- Man må gå ud fra, at man skal have licens i det land, hvor kunden er. Og de [1XBET] har jo ikke licens nogen som helst steder i Europa. Så kan der i min optik vel ikke være to meninger om, at de ikke kan reklamere i Europa, siger Chris Kronow Rasmussen.

Vildt selskabs-CV

Eksperten forstår udmærket, hvorfor det vækker opsigt, at 1XBET var trøjesponsor og blev vist i hele verden i Champions League-highlights takket være trøjesponsoratet i Parken.

For det er et meget specielt firma, der er tale om.

- Det er et vildt selskab, som er ligeglad med alt form for governance. Der findes altid gråzoner, og så nogle zoner, der er helt mørke, også i forhold til governance. Og her ligger vi ovre i den markant mørke del.

- Man kan jo se på det på to måder. Man kan tage de positive briller på i forhold til deres forretningsmodel og sige, de er virkelig dygtige til at give den gas og finder væddemål af alverdens typer. Som da man under corona kunne spille på, hvor mange døde, der ville være per dag i Kina, siger Chris Kronow Rasmussen.

1XBET er blokeret i Danmark. I teksten nævnes det, at man kan 'tjekke statussen på ens VPN'. Foto: Screendump

Ingen værdi overhovedet

Også sagen om 1XBET’s ’falske’ kampe i indendørs haller i Rusland og Belarus med amatører, der spiller under holdnavne hentet fra Champions League og Premier League, er vild, mener Chris Kronow Rasmussen.

- Og så er de jo innovative med det, de kalder for FIFA Champions, kampe, som jo reelt er typer som dig og mig, der møder hinanden i en rød og en grøn farvet trøje. Det kan man så spille på, selv om der i sidste ende er tale om 1XBET’s egne ansatte.

- Hvis vi så ser på det med governance-briller, så er de der kampe jo eksempler på, at de udbyder typer af spil, der ikke har nogen som helst sportslig værdi whatsoever. Og deres licens, den findes måske, og måske ikke. De har haft en i Nigeria, de har haft en i Curacao, som de så vist mistede igen.

(læs mere om 1XBET's 'falske' kampe her hos Josimar)

Alvorligt for forbundene

1XBET er sponsor i FC Barcelona og Paris Saint-Germain, for fodboldturneringer i Afrika og Sydamerika og i andre sportsgrene som for det internationale basketballforbund FIBA.

Annonce for 1XBET, da firmaet i september forlængede samarbejdet med Champions League-vinderne Paris Saint-Germain. Samarbejdet begyndte i 2022, hvor Lionel Messi var del af annoncematerialet. Foto: Screendump

Det bruger firmaet aktivt i markedsføringen, men sportens aktører burde genoverveje de samarbejder, mener Stanis Elsborg fra Play the Game.

- 1XBET i Parken er ikke et enkeltstående tilfælde. Det viser, hvordan internationale bettingpartnere kan bevæge sig næsten uhindret rundt i sportssystemet, selv når de er blokeret i adskillige lande og knyttet til aktiviteter, der burde få enhver ansvarlig aktør til at spærre øjnene op, siger Play the Games leder.

- Det rejser det helt centrale spørgsmål: Hvem har egentlig kontrol over sportens kommercielle rum? De nationale myndigheder — eller globale aktører, der ubesværet flytter sig fra land til land uden ansvar?

1XBET, FK Kairat og UEFA er ikke vendt tilbage på Campos henvendelser om sagen.

Mest læste

Notifications

Notifikationer