Fra Brøndby-flop til årets spiller? “Han er hjertet på holdet”
Dansk Viking-profil hylder både Peter Buch Christiansen og tidligere Brøndby-spiller for at have spillet en stor sæson i Eliteserien.

På søndag skal et stort slag stå i norsk fodbold.
I sidste spillerunde af Eliteserien kan både Viking FK og Bodø/Glimt løbe med guldet.
Særligt i Viking er stemningen høj og håbefuld, hvor holdet øjner klubbens første mesterskab siden 1991.
Med på holdet har været et par Superliga-kendinge, der har udmærket sig særdeles positivt.
Holdets topscorer, danske Peter Buch Christiansen, og Joe Bell, den tidligere Brøndby-spiller, er begge nomineret til den fornemme pris som årets spiller i Eliteserien.
Det er ikke til overraskelse for holdets danske krumtap Anders Bærtelsen.
I et interview med Campo sætter han ord på holdkammeraternes flotte sæson.
Joe Bell skiftede tilbage i 2021 til Brøndby IF, men tiden på Vestegnen blev aldrig for newzealanderen.
Hos Viking er midtbanemanden dog blandt de helt store profiler, fortæller Anders Bærtelsen.
- Han [Joe Bell] er jo lidt hjertet på holdet. Det er en af vores absolut vigtigste spillere og en af de bedste i ligaen. Han placerer sig altid rigtigt. Han løber mange meter og træffer naturligt de rigtig beslutning.
- Joe er ikke den med de største armbevægelser. Han lader fødderne tale på banen, og det gør han godt. Det er fuldt fortjent, at han er nomineret, siger Anders Bærtelsen til Campo.
Artiklen fortsætter efter billedet.


Peter Buch Christiansen har med 14 mål for Viking i Eliteserien en stor aktie i holdets nuværende førsteplads.
Derfor, og ikke på grund af dansk kammeratskab, løber angriberen også med Bærtelsens stemme, når han som de andre spillere skal stemme.
- Han [Peter Buch Christiansen] er enormt god. Han er lidt en atypisk spids, fordi han er så bevægelig. Han er en enormt dygtig afslutter. Han har spillet en stor sæson, siger Anders Bærtelsen til Campo.
Campo har tidligere talt med Peter Buch Christiansen og Anders Bærtelsen om netop Joe Bells dominans i norsk fodbold.
Læs mere her:














