Dansker står i ‘lortesituation’ efter tre års skadeshelvede
Alexander Ammitzbøll åbner i et interview med Campo op for den svære situation, han befinder sig i.

26-årige Alexander Ammitzbøll har været igennem en skadespause udover det sædvanlige.
Ikke bare sådan en, hvor man ikke lige er på holdet i en kamp eller to. Nej, den tidligere AGF-spiller, der til daglig spiller i norske Aalesund, har skulle kæmpe sig tilbage fra ikke blot en, ikke to, men tre forfærdelige skadesforløb.
Det har medført, at danskerens seneste fodboldkamp var 21 minutter for Aalesunds reservehold tilbage i september... 2023.
Den uheldige fodboldspiller fortæller dog i et interview med Campo, at der er grund til at være optimistisk - selvom han befinder sig i en 'lortesituation'.
Artiklen fortsætter efter annoncen.
- Da jeg blev skadet her for tredje gang, var jeg lidt usikker på, hvordan knæene kom til at reagere på det hele. Det har egentlig bare været planen at få knæene til at kunne holde resten af livet. Det er nok den bedste genoptræning, jeg har haft, siger en optimistisk Alexander Ammitzbøll til Campo.
Men vejen tilbage til fodboldbanen har været alt andet end nem for den danske offensivspiller. Den har tilmed også fået ham til at overveje, hvorvidt kroppen kunne holde til mere fodbold på topplan.
Han føler derudover også en smule skyldfølelse overfor sin norske klub Aalesund.
- De har forsøgt at hjælpe mig med alt. Der er i hvert fald ikke noget at sætte på deres indsats.
- Jeg vil jo gerne betale klubben tilbage på den måde, jeg kan. Det har jeg ikke gjort så meget, og det er en lortesituation, der nok i sidste ende stadig er værst for mig selv, siger den tidligere AGF-spiller.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Fremtiden i den norske klub er også uvis for Ammitzbøll. Kontrakten løber ud ved årsskiftet, og som det ser ud nu, vil danskeren fortsat skulle bruge flere måneders genoptræning, inden han for alvor kan gøre sig gældende for holdet.
Alexander Ammitzbøll fortæller til Campo, at han har været i en smule dialog med klubben.
- Det har mest gået på, om jeg måske kunne få lov at træne med lidt længere end min kontrakt, lige så meget for at få kørt genoptræningen helt i hus.
- Der er flere logistiske ting, der skal gå op, og lige nu er situationen meget usikker. Jeg må hjem til Danmark over julen og nytår, og så må vi se, hvad det ender med, siger Alexander Ammitzbøll.
Danskeren kan dog krydse fingre på holdkammeraternes vegne, da holdet med en sejr over Egersund denne weekend kan rykke op i Eliteserien.
I AGF er en af klubbens dyrt indkøbte spillere et godt stykke fra holdet.
Læs mere her:

AGF












