Ekspert: Techgiganter kan købe CL i Danmark
Det er værd at følge, hvordan UEFA sælger medierettigheder på Champions League i disse dage, fortæller ekspert til Campo.

75 milliarder kroner.
Så meget indbringer Champions League-rettigheder ifølge Wall Street Journal i spritnye medieaftaler, UEFA har lavet fra 2027 til 2031.
De penge kommer i kassen på de fem store fodboldlande England, Spanien, Italien, Tyskland og Frankrig.
Og i detaljerne i aftalerne dukker der ting frem, der ifølge en dansk ekspert i den grad skal få danske fans til at spærre øjnene op og følge godt med: Der er giganter i spil til danske CL-aftaler.
Splittet op
Med det nye ligaspil i de tre Europa-turneringer er der kommet et væld af ekstra kampe i perioden 2024 til 2027.
Og det åbner muligheder, UEFA og forbundets nye samarbejdspartner Relevent Sports udnytter i salget af rettighederne fra 2027 til 2031.
I England, Tyskland og Italien er rettighederne delt op i flere pakker.

Det betyder, at Amazon i de tre lande er førstevælger på en tirsdagskamp i Champions League.
UEFA og Relevent Sports havde forsøgt at sælge denne tirsdagspakke til en separat køber også i Spanien og Frankrig, men her købte Telefonica og Canal+ rub og stub.
Ifølge The Guardian havde Amazon konkurrence fra Netflix og Disney på Champions League-tirsdagskampene men vandt på prisen.
Danmarks Champions League-aftale
De udenlandske medieaftaler for Champions League-rettigheder er i høj grad værd at holde med på det danske marked.
Kilder i markedet har påpeget overfor Campo, at de ekstra kampe i ligaspillene og globale techgiganters vækst og bedre teknologi til at streame kampe stabilt denne gang gør det lettere at splitte medierettighederne op for UEFA og Relevent Sports.
Og det kan ifølge en ekspert føre til, at danskerne fra 2027 skal have mere end én tjeneste for at kunne se samtlige Champions League-kampe, der hidtil har været Viaplays eksklusive territorium i et yderst succesrigt samarbejde, siden Champions League blev til for snart 35 år siden.

- Champions League er det ypperste inden for sportsrettigheder. Der er kommet flere kampe i de nye ligaspil, og det gør det lettere at dele kampene op i flere pakker, som UEFA og Relevant Sports har valgt at gøre i de store lande, siger Kenneth Cortsen, der er PhD, sportsøkonom og brandingekspert ved University College Nordjylland, til Campo.
- Selskaber som Disney og Amazon kunne være kandidater til at købe en pakke i Danmark. De er globale virksomheder, der ikke kun beskæftiger sig med mediedrift, og som har en helt anden volumen og rækkevidde end danske og skandinaviske aktører som TV2, DR og Viaplay, siger Kenneth Cortsen.
Lokker kunder i butikken
I USA er der på fredag Black Friday-kamp i NFL mellem Philadelphia Eagles og Chicago Bears.
Den viser Amazon, givetvis i anledning af, at Black Friday er en gigantisk handelsdag for selskabet.
Det er en særskilt, enkeltstående kamp, NFL har skilt ud i kampprogrammet og tjener kassen på.
Og sådan kan store og også mindre selskaber i teorien købe sig til at vise Champions League i mindre doser, hvor man både kan få en kamp per runde men sådan set også koncentrere sig om specifikke dele af kampprogrammet.
- UEFA og Relevent har fået mulighed for at lave flere pakker, fordi der er kommet så mange kampe. Man kan i teorien også forestille sig scenarier, hvor man kan følge udvalgte storhold som Liverpool og Bayern München eller koncentrere sig om nationale mesterhold som FCK, siger Kenneth Cortsen.

- Selv om vi har den store tv-pakke, er jeg også abonnent på Amazon Prime, Viaplay og Disney, fordi store fodboldfans som jeg vil se alle kampe. Så hvis man nu vil se et bestemt fodboldhold i Premier League, så køber man Amazon Prime, når de skal vise kampen. Der er sportsbrands relevante her og nu og får folk til at købe abonnementer, og det er der intet i verden, der kan måle sig med for medieselskaber, siger Kenneth Cortsen.
Overtaler fansene
- Så selv hvis vi bliver irriterede over, at vi skal have endnu flere abonnementer og betale endnu flere penge, kan det indtil videre svare sig for medieselskaberne, fordi fodboldfans er så dedikerede.
Rettighederne til Champions League og de to andre Europa-turneringer bliver som oftest solgt sent i Danmark og på det skandinaviske marked.
Relevent Sports er skabt af Daniel Sillman og Stephen Ross.
Selskabet har været involveret i forsøget på at spille europæiske ligakampe i USA og er en stor aktør på mediemarkedet.
Stephen Ross er ejer af NFL-holdet Miami Dolphins.

F.C. København












