Superliga-klubber raser: Dommer-konflikter er ren gift
Mistillid og frustrationer kogte over i weekenden i Superligaen, og det stikker langt dybere end et par omdiskuterede kendelser.
Det er en del af livet af begå fejl.
En chefredaktør kan sætte en dum overskrift på en artikel.
En fodboldspiller kan score selvmål.
En dommer kan give et straffespark eller hælde en spiller ud, der ikke skulle have været udvist.
Jeg begår fejl hver eneste dag, det samme gør de fleste af jer, der læser det her, og det gør man også i fodboldkampe i Superligaen.
I weekendens kampe i Superligaen kogte flere trænere og spillere over.
Jeg bidrog såmænd også med en frustration over hands-straffespark, der har eksisteret, lige siden VAR blev del af fodbold, og som for mig at se er lige så saglig og seriøs, som den var for syv år siden.
Men at trænere som Steve Cooper, Mike Tullberg, Thomas Nørgaard og Jacob Neestrup på forskellige måder var dybt frustrerede efter denne spillerunde er ikke noget, der er opstået i et vakuum og som pludselig indskydelse de seneste døgn efter år med en perfekt situation.
Nej. Den frustration har simret længe, i årevis, og sad jeg oppe i toppen af DBU og dansk klubfodbold, ville jeg lytte i stedet for at se, hvor der kan stanges bøder og karantæner ud for kontroversielle udtalelser.
Frustrationen
Sagen er, at det her ikke er en ny klagesang fra trænere og klubber.
Det er en dyb frustration over, at man ofte ikke aner fra runde til runde og måned til måned, hvad der bliver dømt og ikke dømt, og hvorfor.
Hvornår er noget clear and obvious, så VAR skal gribe ind?
Hvornår giver et tilsyneladende lettere tilfældigt sammenstød straffespark, og hvornår gør det ikke?
I weekenden er det selvfølgelig straffesparkene i Parken og Haderslev og det røde kort til Philip Billing, der løber med fokus.
Men der var også andre situationer, som da Mohamed Toure blev hakket ned bagfra i Randers.
De er der hver eneste runde.
Værst i min bog er de påskudte (jo, ’påskudt’ findes, det ved enhver, der har spillet fodbold i mere end fem minutter. IFAB tager grusomt fejl!) hands-straffespark, som ingen ud over de mest inkarnerede er glade for, og da kun, når de bliver tildelt til deres eget hold.
Reglerne er tydelige og stramme, og jeg lover jer, at det driver spillere og trænere i Superligaen til vanvid, især når de ikke er på kamera og dermed risikerer bøde og karantæne.
Indrøm nu fejlene!
Det kan jo være, at det er samtlige trænere, spillere og klubber, der er galt på den, og dommere i Danmark nærmest aldrig begår fejl.
Men jeg tror altså, de færreste kan følge, at Frederik Alves skulle have gjort sig bred ved det straffespark, eller at Philip Billing slog ud efter Olti Hyseni, når nu tv-billederne ser anderledes ud.
Jeg kan i hvert fald konstatere, at der eksisterer en opfattelse af, at der er en nulfejls-kultur omkring og over dommerstanden, hvor det nærmest er umuligt at række hånden i vejret og sige ’jeg tog fejl’.
Det kan og skal alle kunne leve med, for selvfølgelig opstår der fejl.
Frustrationerne og den manglende forståelse opstår, når spillere og trænere fra runde til runde oplever, de ikke ved, hvad linjen er.
Det nytter ikke
Det kan ikke nytte noget, at der opstår konspirationsteorier, som unægtelig ligger i forlængelse, når Brøndby-træner Steve Cooper siger, man allerede på forhånd havde overvejet at gøre indsigelse mod dommervalget (hvordan præcis ville man det?).
Men jeg kan også høre, at det er det niveau, frustrationerne når, især når følelserne er i kog.
Det konfliktniveau er usundt og giftigt for dansk fodbold.
Det her burde vække til eftertanke oppe i toppen af DBU og Divisionsforeningen.
Det er en fattig løsning at give Steve Cooper karantæne og fastholde, alt er i den skønneste orden, når nu langt størstedelen i klubberne og blandt fansene river sig selv i håret.
Fodbold bliver ikke spillet til ære for regelbogen og som en øvelse ud i at stå så stejlt som muligt på enhver forseelse og efterfølgende kommentar.
Nu er konsensus vist et fy-ord her i 2025, men for mig kunne det her da dufte af et ’rense luften’-møde mellem klubber, dommere, DBU og andre stakeholders.
Måske kunne det også være en idé, at nogle oppefra i systemet får signaleret, at det ikke i 100 ud af 100 tilfælde er spillere, trænere, fans og medier, der er nogle kæmpe idioter, som ikke fatter en bjælde.
Samme attitude, som spillere, trænere og vi andre skylder til dem, der gider lytte til al det brok, der følger med at være fodbolddommer.
