Det er simpelthen for dårligt, Kotarski!
FCK var lige ved at smadre alt for sig selv mod Kairat efter endnu en Kotarski-blunder, men sejren holdt det sidste stykke over stregen.

📍 Campo i Parken
Det kan godt være, at det er tidligt at vurdere efter blot to sejre.
Men F.C. København er tilbage.
Så længe Dominik Kotarski ikke bliver spillet bolden i fødderne.
Læs hvorfor i Campos Konklusion på onsdagens CL-brag i Parken herunder.
Højdepunktet
Var søndagens derby-sejr virkelig startskuddet til bedre tider i F.C. København?
Det så det ud til.
Jeg erkender gerne, at aftenens modstandere var de heftigt undertippede Kairat Almaty fra Kasakhstan.
Men F.C. København har flere gange i sæsonen vist, at de har krakeleret mod dårligere hold. Og i onsdagens kamp viste det ellers hidtil snorksovende danske mesterskabshold faktisk tegn på forbedring og tro på egne evner. Især i pasningsspillet.
En af de, der er værd at fremhæve, var Robert Silva, som viste sig flot frem med sine konstante 1-mod-1 dueller, der virkede til at give resten af københavnerne tro på, at den er god nok: De er det samme hold, der vandt mesterskabet i fjor. Og så satte det da heller ikke mindre streg under min pointe, at Robert selv bragte FCK på komfortable 3-0.
Og de kom virkelig i gang, efter at Viktor Dadason bragte løverne i front med en rigtig strikerscoring. Noget, som Neestrup har savnet.
Fra fødderne af bundsolide Junnosuke Suzuki i F.C. København.
Årets køb i 3F Superligaen, hvis du spørger mig. En japansk midterforsvarer, der ikke kan et ord dansk eller engelsk, som går direkte ind på en uvant højre back og bare er Superligaens bedste på sin position.
Han får lavet en frækkert af et sideskifte til Marcos Lopez, der sendte en milimeter præcis stikning i dybden til Robert Silva.
Lidt heldigt kommer brasilianeren igennem, men på delikat vis får unge Robert lagt en bold ind i låget på københavnernes kommende svar på en frontangriber efter Neestrups ønske. Og så stod den 1-0.
Store og stærke Viktor Dadason. Her tror jeg, at der er tale om en angriber, som kommer til at gøre ondt på resten af Superligaen, hvis bare de får lidt medvind på cykelstierne.
Nedturen
Hvad sker der for Kotarski?
For tredje gang i sæsonen kommer han i søgelyset for at levere en kæmpemæssig blunder, der bare ikke kan undskyldes med andet end et koncentrationssvigt.
Først i Silkeborg, så i Tottenham og nu mod Kairat.
Tre gange samme fejl - alle med mål til modstanderen som direkte konsekvens - på to måneder.
Jeg siger bare, at jeg udmærket forstår, hvis nu Pantelis, Gabriel og co. ikke føler sig helt trygge ved at spille bolden tilbage til deres kroatiske keeper.

Det må man ikke gøre som topmålmand, især ikke i en klub som F.C. København, der har døjet så meget med individuelle fejl. Det svarer jo til at hælde Raki på bålet.

Overraskelsen
Ingen Mads Emil Madsen alligevel?
Efter at have spillet sin bedste kamp i søndagens derby mod Brøndby IF måtte Mads Emil, der trods alt er det dyreste indbyrdes indkøb iblandt to danske klubber, nok en gang tage sig til takke med at sidde på bænken fra start af.
I stedet fik William Clem og Lukas Lerager midterpladserne i Neestrups 4-2-3-1.
For hvis ikke Mads Emil Madsen skal starte efter den kamp, han havde i søndags mod Brøndby for at bygge videre på sit spil og sin selvtillid i FCK-trøjen, hvornår skal han så have chancen?
Lukas Lerager har foden ude af klubben og har lige udtalt sig kritisk omkring klubben.
Jeg nægter i hvert fald at tro på, at Jacob Neestrup ser William Clem som løsningen på hans midtbaneproblemer. Og Mads Emil skal ikke allerede spares - på samme vis som Cornelius - den køber jeg ikke.
Der lægger noget andet til grund. Og jeg er bange for, at Mads Emil Madsen aldrig kommer i gang, hvis ikke han får tillid til at være sig selv.
Det var trods alt det, han selv sagde efter derbyet, at han har bøvlet med, at han nok har gjort for meget, hvad andre har sagt og tænkt.
Det klinger bare lidt hult at starte Lerager mod Kairat Almaty i Champions League, og som ikke kommer til at være at finde i truppen efter nytår.
Medmindre der selvfølgelig bare er tale om en Jacob Neestrup, som er en kende fodboldromantisk anlagt og har villet givet Lerager en sidste CL-svanesang i Parken som tak for tro tjeneste.
Det holder Campo øje med
Med tanke på at Andreas Cornelius er lige så pålidelig i længden som en italiensk brugtvogn.
Så skal 'Corner' passe på, at han ikke snart ender på fodboldens losseplads.
På tirsdagens pressemøde fortalte Jacob Neestrup også, at Cornelius ikke er et sted, hvor han kan spille tre kampe på en uge. Men der stiller jeg modspørgsmålet, hvornår har han sidst været det i F.C. København?
Svaret på F.C. Københavns angrebsproblem er måske ikke længere væk end som så.
Derfor holder Campo godt øje med, at Jacob Neestrup forhåbentlig giver den blot 17-årige islænding, Viktor Dadason, flere chancer fra start.
For hvis projektet lykkedes. Så har Jacob Neestrup løsningen på det problem, han selverklæret har haft i de sidste tre år i F.C. København, ikke længere væk end som så. Han har savnet en 9'er, og det har Viktor Dadason vist flere gange, at han har evnerne til.
Så Jacob Neestrup, put din forkærliged for koryfæerne væk, og sats på ungdommen!
Det går nu alligevel rimelig godt hos rivalerne fra Brøndby IF med det selvsamme, kan man sige.
Og hvis der kommer vind i sejlene, som vi har spået, så ser jeg ingen grund til, hvorfor Neestrup og resten af København skal sætte sin lid til Cornelius' usikre helbred.

F.C. København













