Tidligere AaB’er færdig i Norge
Den tidligere AaB-spiller skal på klubjagt.

Siden sommeren 2021 har Kasper Pedersen udfoldet sig i norske Stabæk, men det slutter nu.
Han skal nemlig finde sig en ny klub.
Tirsdag skriver holdet, der hører hjemme i den næstbedste norske række, på sin hjemmeside, at Pedersen forlader klubben efter 118 kampe i Stabæk-trøjen.
– Kasper Pedersen er det, man kalder en rigtig mand. Han er en spiller, der altid sætter holdet før sig selv og er professionel i alt, hvad han gør.
- Det bliver trist at sige farvel til “KP”. Han er én, vi kommer til at savne, siger Stabæks sportschef, Thomas Finstad, til klubbens hjemmeside.

Den 32-årige stopper spillede 164 kampe for AaB mellem 2013 og 2021. Årene i Nordens Paris bød på The Double i 2013/14-sæsonen.
Inden skiftet til Stabæk var han kortvarigt i Esbjerg.













