OB-profil er klar igen: Dejligt at være tilbage
Rasmus Falk er fit for fight og glæder sig til at møde Randers FC.

Rasmus Falk måtte sidde over i seneste spillerunde, da OB mødte Silkeborg.
Efter landskampspausen er den rutinerede fynbo dog fit for fight igen.
Han ser nu frem til at skulle møde Randers FC mandag aften på Cepheus Park.
- Det er dejligt at være tilbage. Jeg var træt af, at jeg ikke kunne være med, da vi mødte Silkeborg. Jeg synes, vi spiller en rigtig god kamp der. Det skal vi nu køre videre på, og det er jeg glad for, at jeg kan være med til, siger OB-anføreren til klubbens hjemmeside.
OB har fået fire point ind på kontoen i de seneste to spillerunde.
Derfor føler Rasmus Falk også, at der er fremgang at spore for holdet fra Ådalen.
- Jeg synes, at vi har lagt på. Hvis vi kigger på de sidste kampe, så har vi forbedret os i forhold til at holde noget kontinuitet over længere tid, og det er noget af det, vi skal fortsætte med at bygge på.
- Vi har vist, hvad vi kan, når vi rammer toppen, og så handler det om at forlænge det, siger Rasmus Falk.

Opgøret mellem Randers FC og OB bliver sparket i gang klokken 19.00 på Cepheus Park.

OB
Rasmus Falk












