BIF-profil i Larsson-fejde: – Synes ikke han spillede godt
Luis Binks og Jordan Larsson gav og tog i en verbal infight efter slutfløjtet i søndagens derby.

- Hold din kæft!
Jordan Larsson gav intet for den personlige feedback, han i sekunderne efter slutfløjtet i derbyet fik af Brøndbys Luis Binks.
Trænere og andre spillere lagde sig imellem de to temperamentsfulde profiler.
Og der blev givet og taget mellem svenskeren og englænderen, der dog begge tog situationen med en knivspids humor efterfølgende.
- Jah, han sagde nogle ting, og jeg sagde nogle ting. Og det er naturligt i en kamp som den her, hvor der er følelser.

-Jeg synes ikke, han spillede så godt. Det tror jeg godt, han vidste, så det fortalte jeg ham. Ja, det er, hvad det er, sagde Luis Binks i mixed zone efter kampen.
Den tidligere Coventry- og Bologna-spiller ville ikke gå i detaljer med det præcise sprogbrug, men Brøndby-profilen tog det ikke så tungt igen.
- Han sagde bare, at jeg skulle gå væk. Og så var det vel det. Jeg kan ikke gentage det præcist [der blev sagt], men ja, det er sådan, det er, sagde Luis Binks.
Holdt Cornelius i snor
Binks og Brøndby-lejren var helt uforstående over straffesparket, der afgjorde kampen.
Og valget af dommer vakte også opsigt, hvor Binks efter kampen havde en fornemmelse af, FCK’erne muligvis havde forsøgt at få ham udvist.
Men selve kampen var Binks på mange måder tilfreds med i forhold til at holde FCK fra chancer, hvor englænderen havde en række dueller med Andreas Cornelius.
- Han [Cornelius] er en god spiller, han har haft en god karriere. Han er stærk og stor. Deres gameplan var nok at spille den langt på ham og så samle andenboldene op, sagde Luis Binks.

- Jeg synes, vi håndterede det ret godt. Han fik lagt nogle bolde af, men så skabte de ikke mange problemer for os derefter. De havde der, hvor [Mads Emil] Madsen havde sit skud, Cornelius havde en afslutning, men jeg synes ikke, de kunne skade os alt for meget.
Med FCK’s 1-0-sejr er der tre point mellem FCK og Brøndby i tabellen med Binks&Co på tredjepladsen med to runder tilbage.
Jordan Larsson












