Frank klarmelder angriber trods brækket kæbe
Thomas Frank har fået et offensivt boost forud for derbyet mod Arsenal.

Thomas Frank står over for sin største test som Tottenham-manager søndag aften, når Arsenal byder op til et vaskeægte North London Derby.
Den franske angriber Randal Kolo Muani har været tvivlsom frem mod opgøret, da han brækkede kæben senest mod Manchester United.
Det kommer dog ikke til at forhindre ham i at slås med Spurs' største rivaler.
På fredagens pressemøde forud for braget på Emirates Stadium fortalte Thomas Frank nemlig, at han er fit for fight.
- Kolo Muani trænede i dag (fredag, red.), og han er klar. Men Selvfølgelig skal han have en maske på, som han kan spille med, lød det fra Frank ifølge Sky Sports.
Franskmanden er ikke den eneste, der er blevet klar til at møde Arsenal.

- Pape (Matar Sarr, red.) trænede, og han er klar og til rådighed. Lucas (Bergvall, red.) trænede også, og han er også til rådighed.
Værre ser det ud for Dominic Solanke, der døjer med en ankelskade.
- Dom er ikke klar endnu. Vi er meget bevidste om, at når vi sætter ham i spil, så skal vi være sikre, som vi overhovedet kan, på, at han ikke får et tilbagefald. Men jeg er sikker på, at han snart er klar igen, fortæller Thomas Frank.
Du kan se, om Thomas Frank og Tottenham kan sejre i danskerens første 'North London Derby' søndag aften klokken 17:30.
Tottenham Hotspur
Thomas Frank
Arsenal












