AGF-stjerne vil blive: Tror ikke på januar-transfer Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

AGF-stjerne vil blive: Tror ikke på januar-transfer

AGF’s helt store stjerne denne sæson, Kristian Arnstad, fortæller til Campo, at han ikke skal nogen steder i det kommende transfervindue.

AGF's Kristian Arnstad fejer sin scoring mod Viborg FF i september.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

📍 Campo på Fredensvang

Det kan ikke undre nogen, hvis diverse klubber i ind- og udland kigger mod Aarhus i januars transfervindue.

Her har Kristian Arnstad nemlig imponeret stort i AGF's flotte sæson med sine drible- og afslutningsevner.

Derudover er han i efteråret også blevet en del af det norske landshold, som i søndags triumferede med en afsluttende 1-4 sejr ude over Italien, hvilket kvalificerede nordmændene til VM for første gang siden 1998.

Frisk tilbage på Fredensvangs rimdækkede kunstgræsbane fra festlighederne i Milano og Oslo er Arnstad dog ikke selv lun på et skifte allerede til januar.

- Jeg har ikke noget hastværk. Jeg er tilfreds her i AGF, og jeg tror ikke, der sker noget i januar. Uanset hvad.

- Jeg ønsker at fuldføre sæsonen i AGF og gøre det rigtig godt her, siger Kristian Arnstad til Campo.

Det har givet udbytte og vist sig at være et klogt valg

Det er i det hele taget nogle spændende måneder, der venter forude for den 22-årige nordmand. Den helt store gulerod må være muligheden for at kunne sætte sig i flyveren mod Nordamerika og VM til sommer. Derudover kæmper AGF med i medaljekampen i Superligaen fra en øjeblikkelig tredjeplads.

Med andre ord gælder det for Arnstad om at holde tungen lige i munden og fortsætte sine præstationer sæsonen ud. Det kræver også noget mentalt, erkender AGF-profilen.

- Ja, det bliver vigtigt at holde benene på jorden og fortsætte det gode arbejde, som vi har gjort indtil nu i sæsonen. Så kommer resultatet også, siger han.

Den norske offensivprofil skiftede til AGF i sommeren sidste år fra den belgiske storklub Anderlecht ovenpå et ophold, der bød på mindre og mindre spilletid.

Det var et godt skifte, for spilletiden er kommet i Aarhus - især i denne sæson. Og efteråret i AGF har samtidig kastet debut for det norske A-landshold af sig.

- Spilletid er det vigtigste for en ung spiller for at udvikle sig. Det var en del af grunden til, at jeg kom her til Danmark og AGF. Det har givet udbytte og vist sig at være et klogt valg. Jeg er meget glad for det, lyder det fra Arnstad.

Kristian Arnstad efter træning på Fredensvang.
Foto: Tobias Thomasen.

Når AGF fredag på udebane møder Silkeborg IF bliver det uden Kristian Arnstad, da han har karantæne til opgøret.

Der bliver fløjtet op på JYSK Park fredag klokken 19.00, og du kan se kampen i TV på TV3 Sport og Viaplay.

Arnstad går benhårdt efter at blive udtaget til VM for Norge, og det motiverer ham i AGF. Det kan du læse mere om herunder.

AGF-stjerne festede med 50.000: Jeg kunne mærke kærligheden foto
AGF-stjerne festede med 50.000: Jeg kunne mærke kærligheden

Mest læste

Notifications

Notifikationer