Peter Møller slår fast: Riemers forlængelse er god timing
Til trods for den skuffende landsholdstermin, er det stadig god timing, mener Peter Møller.

Det kunne egentlig ikke være gået meget værre.
Lørdag missede Danmark muligheden for at så godt som sikre sin VM-billet, da man spillede 2-2 hjemme mod Belarus.
Det medførte, at man skulle tage til Skotland og hente et enkelt point, inden man kunne sætte kursen mod USA, Canada og Mexico til sommer.
Også den opgave viste sig at være for stor en mundfuld, for tirsdag aften blev det til et 4-2-nederlag på Hampden Park.
Alligevel mener DBU's fodbolddirektør, Peter Møller, at kontraktforlængelsen med landstræner Brian Riemer for tre uger siden faldt på det rette tidspunkt.
- Jeg synes, at timingen er god, fordi vi tror på Brian, og vi tror på spillerne.
- Men så er det klart, at når man ikke kommer med til en slutrunde i første hug, så bliver der stillet spørgsmål ved alle os, der har et ansvar i DBU. Og det synes jeg egentlig også er meget fair, siger Peter Møller ifølge Ritzau.

Med nederlaget tirsdag slutter Danmark på andenpladsen i VM-kvalifikationsgruppen. Det betyder, at Brian Riemer og kompagni til foråret skal spille playoff.
Der trækkes lod til de kampe allerede torsdag.














