Ny FIFA-rangliste: Ingen i verden falder mere end Danmark
Uafgjort mod Belarus og nederlag til Skotland gør intet godt for Danmarks placering.

Onsdag er FIFA's opdaterede verdensrangliste blevet offentliggjort, og der er dårligt dansk nyt.
Godt nok falder det danske herrelandshold kun en enkelt placering - fra en 20. til en 21. plads på liste - da Iran overhaler, men på pointfronten har november været hård.
Uafgjort mod Belarus, der ligger som nummer 103 på listen, samt nederlag til Skotland betyder et samlet fald på 24,27 point for Brian Riemers tropper, og det er dårligst af samtlige listens 210 nationer.
Blandt de største nationer i verden er det Italien, der rangeringsmæssigt tager det største fald.
En 0-2-sejr over upåagtede Moldova rykker ikke alverden for italienerne, hvis 1-4-nederlag til Norge giver støvlelandet samlet -15,09 point, og dermed bliver Italien overhalet af både Tyskland, Kroatien og Marokko og indtager nu en 13. plads.

Selvom Norge i november har vundet 4-1 over både Estland og Italien og har kvalificeret sig til VM, så rykker det ikke noget i det store billede for Ståle Solbakkens tropper, der trods præcis 21 point yderligere har for langt op til både Canada og Ukraine på pladserne over dem. Norge er dermed fortsat nummer 29 på verdensranglisten.
I skrivende stund hersker der en del tvivl om, hvorvidt det er verdensranglistens placeringer, der får betydning for seedningslagene til VM.
Det bedste bud er lige nu, at verdensranglisten IKKE får nogen betydning for Danmark, hvis det skulle lykkes landsholdets at kvalificere sig til VM via den europæiske playoff.
Danmark vil ved en eventuel kvalificering sandsynligvis være at finde i fjerde og laveste seedningslag, når der den 5. december trækkes lod. Det er der dog endnu ingen officielle meldinger fra FIFA om, og går FIFA i stedet efter verdensranglistens placeringer - som flere medier beretter - vil Danmark blive placeret helt oppe i det andet seedningslag.
FIFA's verdensrangliste november 2025:
- Spanien
- Argentina
- Frankrig
- England
- Brasilien
- Portugal
- Holland
- Belgien
- Tyskland
- Kroatien
- Marokko
- Italien
- Colombia
- USA
- Mexico
- Uruguay
- Schweiz
- Japan
- Senegal
- Iran
- Danmark
- Sydkorea
- Ecuador
- Østrig
- Tyrkiet
- Australien
- Canada
- Ukraine
- Norge
- Panama
- Polen
- Wales
- Rusland
- Ægypten
- Algeriet
- Skotland
- Serbien
- Nigeria
- Paraguay
- Tunesien
_____________
43. Sverige
74. Island
75. Finland
125. Færøerne
Herrelandsholdet












