Bombe: Lerager stopper i FCK
Lukas Lerager har snart spillet sin sidste kamp for FCK.

Lukas Lerager og F.C. København fortsætter ikke samarbejdet.
Onsdag skriver Løverne på sin hjemmeside, at midtbanemotoren forlader klubben, når hans kontrakt udløber ved udgangen af 2025.
Klubben oplyser, at de to parter ikke har været i stand til at nå til enighed om en ny aftale.
Lerager er snart fortid i FCK, men midtbanespilleren så gerne, at kontraktforhandlinger havde haft et andet udfald.
- Jeg var gerne fortsat i F.C. København, og jeg er virkelig ærgerlig over, at det ikke er lykkes at blive enige. Dialogen har været fin, men i sidste ende kunne vi ikke få enderne til at mødes, og det accepterer jeg selvfølgelig.

- Jeg har nydt hvert et øjeblik her i klubben og på banen, og jeg har gjort mit bedste hver dag. Det har været en fornøjelse at spille for Skandinaviens største klub, og jeg har gode minder med mig herfra. Men det er ikke tid til at sige farvel endnu. Nu er fokus på at slutte stærkt af - både for mig og for holdet, siger Lukas Lerager til FCK's hjemmeside.
32-årige Lerager kom til FCK fra Genoa i 2021.
I første omgang var danskeren på leje i den danske hovedstad, men efter et succesfuldt ophold blev han købt fri i Serie A-klubben.
Lerager står noteret for 214 kampe med 32 mål til følge i FCK-trøjen.
F.C. København












