HB Køge-åbenbaring underskriver lang kontrakt Foto: HB Køge

HB Køge-åbenbaring underskriver lang kontrakt

Teenageren er i denne sæson blevet fast mand i den sjællandske klub.

Mads Schütt Rasmussen skriver under på en kontrakt i HB Køge.
Foto: HB Køge

Han spillede 10 kampe og samlet set 412 minutter i hele sidste sæson.

Efter sommerferien har Mads Schütt Rasmussen spillet 15 af 16 mulige kampe for HB Køge i Betinia Ligaen, og gennembruddet er der ingen, der er i tvivl om.

Derfor kommer det heller ikke som nogen kæmpe overraskelse, at klubben nu har sikret sig den 19-årige midtbanespiller på en lang kontrakt til sommeren 2028.

- Mads har meget kendetegnende for hans person arbejdet sig stille og roligt ind og er blevet en fuldt integreret del af vores hold. I løbet af 2025 har han været på banen i 26 af vores 30 kampe indtil nu.

- Han er alsidig og pålidelig, en drøm for vores trænerstab fordi han kan så mange ting og altid er tilgængelig. Så de og vi andre i klubben er glade for, at vi nu har ham sikret i de kommende år også, siger sportsdirektør Auri Skarbalius.

Mads Schütt Rasmussen skriver under på en kontrakt i HB Køge.
Foto: HB Køge

Teenageren blev først i sommer en fast del af Nicklas Pedersens førsteholdstrup i HB Køge, men hans historie i klubben er lang hans unge alder til trods.

Allerede som femårig startede han i moderklubben HB Køge, og det at repræsentere sin hjemby betyder noget særligt for den unge midtbanespiller.

- Jeg har spillet her altid og jeg elsker at være her. At spille foran tilskuerne på stadion og at repræsentere byen og området, det betyder noget for mig. Det er et godt sted at være som ung spiller, det kan alle se.

- Vi har det sjovt både på banen og udenfor banen, og jeg får både tillid og spilletid og jeg kan stadig udvikle mig her, så det er helt oplagt for mig at blive, siger Mads Schütt Rasmussen.

Selvom han kan gøre sig på flere positioner på banen, så har han på HB Køges førstehold mestendels været brugt på den centrale midtbane.

I alt står han noteret for 27 førsteholdskampe for Svanerne.

Mest læste

Notifications

Notifikationer