Landstræner beskylder modstander for voodoo
Nigerias VM-drømme blev knust, og det har fået nationens landstræner til at komme med en noget vild beskyldning.

VM-drømmen blev slukket i Nigeria søndag aften.
Her blev den ellers så stærke fodboldnation slået af D.R. Congo efter en straffesparkskonkurrence.
Det fik bølgerne til at gå højt efter kampen, hvor Nigerias landstræner Eric Chelle kom med en noget vild beskyldning.
Han var tydeligvis frustreret over dele af Congos stab, som han mente udførte en slags 'voodoo' under straffesparkskonkurrencen.
- Under hele straffesparkskonkurrencen var der en fra deres stab, der udførte voodoo. Det var derfor, jeg var en smule nervøs over det, siger landstræneren i mixed zone, inden han bliver bedt om at uddybe, hvad han så.
- Han stod og viftede med noget. Jeg ved ikke, om det var vand, eller hvad det var, siger Eric Chelle, mens han gestikulerer med hånden.

Du kan få overblikket over de VM-parate nationer i artiklen herunder:















