Alles klappt: Tyskland sikrer VM-billet med magtdemonstration
Tyskland skal til VM for 19. gang i træk.

Ikke alt har kørt på skinner for det tyske landshold i 2025, men mandag aften satte Die Mannschaft trumf på.
Med en stensikker 6-0-sejr over Slovakiet hjemme på Red Bull Arena i Leipzig sikrer Julian Nagelsmann og Tyskland deltagelse ved nationens 21. VM-slutrunde.
Tyskland tabte i september sin første VM-kvalifikationskamp 2-0 til netop Slovakiet, og slovakkerne kunne med en sejr snuppe den direkte kvalifikation, men den var de aldrig nogensinde i nærheden af.
Nick Woltemade, Serge Gnabry og Leroy Sané af to omgange havde ved pausen sørget for en tysk 4-0-føring, som indskiftede Ridle Baku og siden debutanten Assan Ouedraogo begge på den normale hjemmebane i Leipzig udbyggede i anden halvleg.
Med sejren bliver Tyskland den sjette europæiske nation, der sikrer sig kvalifikation til næste sommers VM-slutrunde i Nordamerika.

Dermed kan Tyskland også sætte jagten ind på at udligne den VM-rekord, Brasilien fortsat er indehaver af. Sydamerikanerne har vundet fem verdensmesterskaber, mens Tyskland på andenpladsen har vundet fire.
Brasilien er med kvalifikation til samtlige 23 VM-slutrunder også den eneste nation, der har deltaget ved VM flere gange end Tyskland.
Tyskland deltog ikke ved den første VM-slutrunde i Uruguay i 1930 af økonomiske årsager, mens de endnu ikke var blevet lukket ind i FIFA igen i 1950 ovenpå Anden Verdenskrig.
Du kan se alle de øvrige nationer, der har kvalificeret sig til VM i 2026 her:

Tyskland













