Det betyder Riemers forlængelse for landsholdet
Patrick Dorgu glæder sig over Brian Riemers kontraktforlængelse som dansk landstræner.

📍 Campo til landsholdssamling
Brian Riemer overtog det danske herrelandshold i oktober 2024, og spillerne kan godt vænne sig til at have ham på sidelinjen flere år endnu.
I sidste måned forlængede han sin kontrakt, så han nu fortsætter som landstræner frem til 2028, og det glæder Patrick Dorgu.
For visheden om landstrænerposten giver arbejdsro, siger Manchester United-spilleren til Campo.
- Det er altid godt, når man ved, at træneren bliver der i længere tid. Så skal man ikke tænke på, at man skal have ny træner og vænne sig til et nyt system.
- Det er godt, han er her i lang tid, og så skal vi bare fortsætte med at levere, som vi gør, siger Patrick Dorgu til Campo.

Dorgu har trukket landsholdstrøjen over hovedet ti gange indtil videre.
Syv af gangene har været med Riemer på sidelinjen, og Dorgu føler, at han og landstræneren er helt på linje, når det kommer til hans rolle på holdet.
- Jeg har spillet som venstreback og højrekant. Jeg tror, at han ser mig som en offensiv spiller, som kan hjælpe med at score mål.
- Det er også sådan, jeg ser mig selv, så det er godt, siger Dorgu.
Riemer, Dorgu og kompagni møder Belarus lørdag aften i VM-kvalifikationen. Kampen fløjtes i gang 20:45.

Danmark
Patrick Dorgu












