Midt i norsk lykkerus: Åge Hareide alvorligt syg
Den tidligere danske landstræner kæmper lige nu med sygdom, skriver TV 2 Sport.

Der er liv og glade dage i Norge, der har så godt som sikret sig en VM-billet for første gang siden 1998.
Midt i fejringen er fodbold-Norge - og også Danmark - blevet ramt af en trist nyhed.
Den tidligere landstræner for både Norge og Danmark Åge Hareide er nemlig blevet ramt af alvorlig sygdom.
Det skriver både norske VG og danske TV 2 Sport.
Ingen af de to medier skriver, hvad Åge Hareide helt præcist kæmper med.
Den nuværende norske landstræner, Ståle Solbakken, har dog netop sendt en hilsen til Åre Hareide på et norsk pressemøde.
- Jeg vil gerne sende en hilsen i dag. Det er lidt en skæbnekamp for Norge. Jeg sender en hilsen til Åge Hareide, der kæmper sin egen kamp. Han er en af de største (norske, red.) spillere. Sejre i Danmark, Sverige og Norge. Han er en af de få nordmænd, der har erfaring med et VM som træner, siger Ståle Solbakken ifølge VG.
Åge Hareide førte Danmark til VM i 2018.

Han var foruden sine fire år som dansk landstræner også norsk landstræner i fem år tidligere i karrieren.
Hareide befinder sig i øjeblikket i Milano, hvor Norge spiller landskamp mod Italien søndag aften. Han er med som ekspert for NRK, men er ikke rask nok til at stille op.
Norge
Danmark












