– Det er en katastrofe Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

– Det er en katastrofe

Gustav Isaksen lægger ikke fingre imellem.

Gustav Isaksen i færd med at falde mod Belarus.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

- Det er så skuffende. Det er en katastrofe.

Sådan lyder de første ord fra Gustav Isaksen til TV 2 Sport efter slutfløjt lørdag aften i Parken.

Danmark spillede 2-2 mod Belarus.

For lidt over en måned siden vandt Danmark ellers med 0-6 i det omvendte opgør.

Gustav Isaksen var en af de to danske målscorere, og selvom det normalt ville få et smil frem hos den driblestærke kantspiller, så var det slet, slet ikke tilfældet denne gang.

- Jeg sad jo pressemødet i går og sagde, at hvis vi ikke vinder i dag, så har vi ikke fortjent at komme til VM. Vi undervurderer dem ikke, men det er for vildt, at vi ikke står og har vundet lige nu.

- Vi er heldige med, at vi stadigvæk har en mulighed, for at vi ikke vinder sådan en kamp i dag, det er en katastrofe, siger han.

Gustav Isaksen i færd med at falde mod Belarus.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Den tidligere FC Midtjylland-profil forholder sig også til, hvad det var, der gik galt.

- En stor del af kampen i dag spiller vi rigtig fint, men vi har fem minutter, hvor vi bare kollapser fuldstændig. Vi hjælper ikke hinanden derinde og snakker ikke med hinanden og støtter ikke hinanden. Så selvom du møder et hold der på papiret er to-tre niveauer under dig, så kan alle spille med, hvis du ikke står sammen.

- Vi skal have fundet hinanden i de her dage nu, og så skal vi have oprejst pande - og så skal vi på en svær udebane mod Skotland, siger han.

Havde Danmark vundet kampen, kunne man i tirsdagens opgør mod Skotland tillade sig at tabe med helt op til fire mål og stadigvæk booke billet til VM 2026.

Det skyldes, at Skotland samtidig tabte sin kamp ude mod Grækenland lørdag.

I stedet er situationen nu den, at Danmark 'kun' kan nøjes med uafgjort på tirsdag - men ikke booker billet i tilfælde af et nederlag på Hampden Park.

Mest læste

Notifications

Notifikationer