Belgisk brøler i Kasakhstan: VM-billetten må vente
Belgien kunne have sikret sig sin plads ved næste års VM-slutrunde allerede denne lørdag, men må vente lidt endnu.

Kasakhstan er bare ikke et let sted at spille. Åbenbart.
I hvert fald gik det galt for Danmark i foråret 2023, og lørdag gik det så galt for Belgien.
Også selvom en sejr kunne have sikret belgierne en plads ved næste års VM-slutrunde i USA, Canada og Mexico.
Opgøret endte 1-1.
Pointdeleren skyldes ikke mindst en vaskeægte chokstart for de gæstende belgiere.
Opgøret var kun ni minutter gammelt, da bare 17-årige Dastan Satpaev bragte Kasakhstan i front.
Den kommende Chelsea-spillers føringsmål holdt hele vejen frem til pausen, inden belgierne fik bidt fra sig i det 48. minut, hvor Hans Vanaken steg til vejrs og headede en udligning i mål.
Belgien trykkede efterfølgende på for sejrsmålet, særligt da man kom en mand i overtal undervejs i anden halvleg, men Temirlan Anarbekov havde en forrygende kamp nede i målet.

Belgien skal dog nok få sikret sig en VM-billet alligevel. Næste og sidste kamp i VM-kvalifikationen byder nemlig på et opgør hjemme mod Lichtenstein, der rangerer som nummer 206 ud af 210 landshold hos FIFA.
Her kan Belgien formentlig nøjes med et enkelt point, men ellers sikre sig helt og aldeles med en sejr.
Lichtenstein har indtil videre tabt seks ud af seks kampe med en målscore -23.













