Skiftede klub for VM-drøm: Græder ikke, hvis det glipper
Conrad Harder har skiftet Sporting ud med Leipzig i jagten på VM i 2026.

📍 Campo til U21-landsholdssamling i Vejle
Conrad Harder drømmer om at repræsentere Danmark til VM 2026.
Det har den 20-årige angriber ikke lagt skjul på, og han har også begrundet sit skifte fra Sporting i Portugal til Leipzig i Bundesligaen med drømmen om slutrunden til sommeren.
Selv har han stor tro på, at han nok skal gøre sig gældende for Brian Riemers mandskab, selvom spilletid i Leipzig indtil videre ikke har været som håbet. For Harder er landet det helt rigtige sted.
Det fortæller han til Campo.
- Det (VM, red.) er noget, jeg tror på hver evig eneste dag. Det var som sagt en af grundene til, at jeg skiftede. Det var ikke meget spilletid, jeg ville få dernede (i Sporting, red.).
- Det er lidt komisk at sige, men spilletiden (grund til skifte, red.). Det er et rimelig stort skridt op, jeg har taget fra Portugal. Leipzig er en bedre klub end Sporting på papiret også.
- Jeg har taget det skridt, fordi jeg tror på, at det er det rigtige for mig. Mine rådgivere har troet på, at det er det rigtige for mig. Det skal tiden nok også vise. Jeg har kun været der i et par måneder nu, men det skal nok komme. Jeg tror, at det er det helt rigtige valg, jeg har taget, siger Conrad Harder til Campo.

Der kommer flere slutrunder
Den danske landstræner har ikke lagt skjul på, at kontinuerlig spilletid betyder meget. Og får Conrad Harder ikke mere spilletid snart, så kan det måske betyde et farvel til VM-drømmen.
Selvom at Harder har gjort meget for at jagte ambitionen om sommerens slutrunde med Danmark, så holder en udsigt til måske at glippe VM ham ikke søvnløs.
- Der kommer også et VM igen fire år efter og et EM om to år, så det er ikke, fordi jeg græder i søvne, og jeg græder i flere dage, hvis jeg ikke kommer med.
- Det er selvfølgelig en kæmpe drøm, men hvis spilletiden ikke er der, og hvis Brian (Riemer, red.) vælger nogen andre, så er det jo sådan, det er. Det er jo ham, der vælger, jeg kan jo ikke rigtig gøre så meget ved det, siger Conrad Harder.

Tilbage i marts fik den 20-årige angriber debut for A-landsholdet, endda på sin nu tidligere hjemmebane i Lissabon.
Selvom det kun blev til 23 minutter, så er det en oplevelse, der står meget klart for Harder.
- Det var en kæmpe stor oplevelse. Kæmpe ære at repræsentere sit landshold. Det er noget, man har drømt om, siden man var helt lille. At repræsentere sit landshold og få min debut på min gamle hjemmebane i Sporting, det var meget specielt og et øjeblik, jeg vil huske resten af mit liv.

Spilletiden kommer
Selvom klubskiftet endnu ikke har ført flere kampminutter med sig, så ser det tidligere FC Nordsjælland-talent stadig transferen til Leipzig som et stort skridt op.
- Jeg ved ikke, om jeg er overrasket. Jeg kom lidt sent ind jo. Der har været en masse landsholdssamlinger, hvor man har været væk i snart en måned nu sammenlagt.
- Den anden angriber (i Leipzig, red.), han har lavet lidt mål. Han har haft en god dialog med træneren, mens jeg har været væk (på landsholdsopgaver, red.). Han kom ind seks uger før mig, så jeg ved ikke, om jeg er overrasket, fordi jeg havde håbet på mere.
- Jeg er sikker på, at den (spilletiden, red.) nok også skal komme, når jeg får chancen. Så jeg glæder mig til at se, hvad den næste tid den bringer. Jeg bliver ved med at arbejde hårdt, hver dag, fortæller Conrad Harder.
Foreløbigt er det blevet til 117 minutter i Leipzig-trøjen for danskeren. Det første mål har han stadig til gode.
På det danske U21-landshold har Conrad Harder spillet sammenlagt 11 kampe. Her er det blevet til tre mål.

RB Leipzig
Danmark
U21-landsholdet
Conrad Harder












