Riemer i Biereth-kovending: Super gode vibes
Brian Riemer er ikke nervøs over at have udtaget en uoplagt Mika Biereth.

📍 Campo til landsholdssamling
Det er ikke mange dage siden, at Brian Riemer vejede Mika Biereth for let til landsholdet.
Riemer havde fravalgt Biereth til de to kampe mod Belarus og Skotland, så angriberen kunne få ro til at finde sig selv igen ovenpå en svær periode for sin franske klub.
Men på grund af to afbud fra William Osula og Yussuf Poulsen senere, så var Mika Biereth alligevel landsholdsklar.
På fredagens pressemøde spurgte Campo derfor landstræneren ind til beslutningen om at efterudtage den målkolde angriber.
Her anerkendte Brian Riemer også, at Biereth stadig døjer med formen, men der er mødt en angriber ind, der har fyldt Riemer med mange gode vibes.

- Der er sket nogle ting, blandt andet at Yussuf måtte rejse hjem, og det gør jo så, at jeg skal sætte mig ned og sige, hvem er så den næste i rækken, og hvem tror vi kan udfylde den rolle og påtage sig den opgave, som der var tiltænkt i den henseende, svarede Brian Riemer på Campos spørgsmål om Mika Biereths parathed og uddybede videre:
- Og det er Mika. Og det er rigtigt, hvad du siger. Det er ikke nogen hemmelighed for nogen, at det har været en udfordring med trænerskiftet (for Biereth i Monaco, red.), som jeg også nævnte sidst, med at finde sig selv til rette, og også på et hold, som har slidt lidt med at få de resultater, de gerne ville.
- Jeg har til gengæld oplevet en super, super glad ung mand, som dukkede op her på Marienlyst og havde siddet i London med sin familie og krydset fingre for, at han ville blive efterudtaget. Og det gjorde han.
- Så hvis du spørger mig, om jeg er i tvivl om, hvorvidt han er klar til at hjælpe os til VM og til en sejr i Parken i morgen, så er jeg fuld af super mange gode vibes, og jeg er sikker på, at Mika er klar til at hjælpe os.
Efteråret har ikke just været noget at skrive hjem om for Mika Biereth, der havde et brandsæson i fjor. Angriberen har blot scoret ét mål på tværs af alle turneringer for AS Monaco og Danmark i den indeværende sæson.
Men Riemer har alligevel valgt at sætte sin lid til, at Biereth kan træde til, hvis behovet for angrebshjælp skulle opstå i de kommende kampe mod Belarus og Skotland.
På samme pressemøde spurgte Campo landsholdets Gustav Isaksen ind til fordelingen af spillere fra henholdsvis Sjælland og fra hjerteklubben FC Midtjylland.
Her var der en gæv jyde gemt i Isaksen, som gav et svar, der vakte latter til pressemødet. Læs og hør, hvad Gustav Isaksen svarede i artiklen herunder.

Danmark
Mika Biereth












