Kommende cheftræner? Viborg-profil får trænerlicens
Viborg-anfører Jeppe Grønning er nu ejer af DBU’s B-licens.

34-årige Jeppe Grønning har rundet 400 kampe for Viborg FF og bærer anførerbindet i domkirkebyen, som han har repræsenteret siden 2012.
Tankerne virker dog allerede til at være faldet på, hvad der skal ske efter den aktive karriere for Grønning.
I hvert fald har han fortalt på LinkedIn, at han er blevet en trænerlicens rigere.
Grønning er nu ejer af DBU's B-licens, som er den tredjehøjeste trænerlicens i Danmark.
– Det seneste godt og vel år har jeg udover de sædvanlige træninger og taktikoplæg også brugt tid på den anden side af banen i forbindelse med DBU’s Topplayer-uddannelse, hvilket betyder, at jeg nu er indehaver af UEFA’s B-licens, fortæller Grønning på sin LinkedIn-konto.
Viborg-ikonet har kontrakt med klubben indtil udgangen af den nuværende sæson til sommer.

Viborg FF












