Brøndby-profil udgår af landsholdstrup
Den 20-årige Brøndby-profil når ikke at blive klar til landsholdets to kampe.

Det bliver ikke til U21-landskamp nummer 10 i denne omgang for Noah Nartey.
Den 20-årige Brøndby-profil har torsdag forladt U21-landsholdets trup forud for holdets to kampe.
Det er en mindre skade, Nartey har pådraget sig hjemme i klubben, der nu får ham til at forlade lejren i Vejle.
Nartey forventedes ikke at blive skaden kvit, og derfor har landstræner Lars Knudsen i stedet udtaget en erstatning, der ikke har lang vej til truppen.
Det er nemlig Vejles Mads Engaard, der træder ind i den trup, der lige nu er samlet i Brejning - 10 kilometer syd for Vejle.
Det danske U21-landshold møder fredag USA i en testkamp på Vejle Stadion, inden turen til Georgien forud for mødet med Belarus i EM-kvalifikationen.

Den vigtige kvalifikationskamp spilles på Tengiz Burjanadze Stadium i byen Gori på tirsdag.
Noah Nartey har spillet fuld tid i de seneste to U21-landskampe.
Der er ingen melding om omfanget af den skade, Nartey har pådraget sig.
Brøndby bekræfter også selv, at Nartey har været nødt til at trække sig fra landsholdslejren, og dermed er Patrick Pentz, Michael Gregoritsch, Benjamin Tahirovic, Filip Bundgaard og Jacob Ambæk de spillere, der kan komme i aktion for klubben i landskampspausen.
Brøndby IF
U21-landsholdet
Noah Nartey












