Björn Kopplin får ny rolle i Randers FC
Den tidligere anfører får flere opgaver i klubben.

Han fortsætter som assistenttræner for klubbens U19-mandskab, men opgaverne vokser.
Randers FC's tidligere anfører Björn Kopplin indstillede i sommer karrieren, men nu får han endnu mere ansvar på Viborgvej i Randers.
Her ifører tyskeren fremadrettet sig en kaskset som transitionstræner med fokus på de unge talenter fra U19 og ned.
- Det føles rigtig godt at få mere ansvar, og det er virkelig spændende – og pisse fedt! Jeg har fået mere ansvar for transition, så jeg kommer til at arbejde endnu mere med vores talenter.
- Det er en fed mulighed for mig, og jeg synes, det er utroligt spændende. Jeg glæder mig til at arbejde med spillernes potentiale, og nu får jeg flere individuelle træninger med de unge, lyder det fra Björn Kopplin.
Som aktiv blev det til i alt 202 kampe for Randers FC for den i dag 36-årige tysker, der lagde støvlerne på hylden i sommer.
I den forbindelse fortalte han til Campo, at han på en måde aldrig ønskede at stoppe karrieren, og præcis et halvt år på bagkant, findes den følelse fortsat.

– Jeg savner selvfølgelig selv at spille fodbold, men jeg har det rigtig godt i min nye rolle. Jeg er blevet en del af et rigtig godt trænerteam med Christian og Søren, og U19-holdet har gjort det rigtig godt – det er sjovt at arbejde med. Vi er godt på vej med flere unge talenter, så jeg glæder mig bare til at arbejde endnu mere med de unge og få flere spillere op omkring Superligatruppen, lyder det fra Kopplin.
Som aktiv nåede Kopplin at repræsentere klubber som Bochum, Preussen Münster, Union Berlin, Randers FC, Hobro IK og Brøndby IF.
Randers FC













