Medie: Bo Svensson afviser svensk topklub
Den danske træner går ledig, men takkede ifølge Tipsbladet nej til svensk fodbold i denne omgang.

Malmö FF må kigge sig om efter en anden løsning.
I hvert fald skriver Tipsbladet, at den svenske topklub er blevet afvist af Bo Svensson.
Den danske cheftræner går ellers rundt uden job, men kunne alligevel ikke se sig selv i Malmö.
Afvisningen sker angiveligt på bagkant af både møder og forhandlinger mellem parterne.
Tipsbladet skriver, at Bo Svensson var med til flere fysiske møder og var blandt de sidste tre kandidater til det ledige job.
Bo Svensson har stået uden job, siden han tilbage i december sidste år blev fyret efter bare 16 kampe i spidsen for Union Berlin.
Inden da nød han stor succes som cheftræner i Mainz 05.

Malmö FF tog tilbage i september en beslutning om at fyre nu forhenværende cheftræner Henrik Rydström.
Det skete på bagkant af en skuffende sæson, der ultimativt endte med en sjetteplads i Allsvenskan. I de to sæsoner forinden blev det til guld begge gange.
Tipsbladet erfarer desuden, at Lars Friis nu er favorit til det ledige Malmö-job.
Malmö FF












