Chiakha talte med Neestrup: Har sit hold at tænke på
Der blev udvekslet korte høflighedsfraser efter søndagens kamp i Vejle.

📍 Campo i Vejle
Amin Chiakha scorede, og Vejle Boldklub sejrede, da Steffen Kielstrup søndag vendte tilbage som cheftræner i kampen mod F.C. København.
Den 19-årige lejede angriber spillede en strålende kamp mod FCK, og Vejle var som forvandlet efter at man i mandags sagde farvel til Ivan Prelec.
Det er første gang som seniorspiller, at Chiakha oplever en trænerfyring indefra, og overgangen til Kielstrup er gået godt, fortæller angriberen.
- Trænerfyringer er jo en del af fodbold, men det er selvfølgelig ærgerligt, at nogen mister sit job på grund af noget, man selv har præsteret. Men jeg føler, at det har været ret smooth, fordi vi kender Kielstrup, vi kender Morten Bisgaard, som har taget over.
- Det har været så smooth, som det nu kan være, udtaler Chiakha til Campo og den øvrige presse.
Chiakha fortæller selv, at søndagens indsats var blandt de bedste i Vejle-trøjen, og han fik da også lejlighed til at tale kort med Jacob Neestrup.
– Han sagde bare tillykke med målet, og jeg tror også, at han har sit hold at tænke på, og ikke kun mig. Men jeg ved godt, at jeg selv spiller en god kamp, så der er ikke behov for at sige så meget.
FCK-angriberen fortalte også, at han allerede til januar kan vende retur til hovedstaden. Læs mere her.

FC København
Jacob Neestrup












