Officielt: Kriseramte Wolfsburg fyrer træneren Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Officielt: Kriseramte Wolfsburg fyrer træneren

‘PC’ skal på arbejde for at finde en ny cheftræner til danskerklubben.

Paul Simonis i spidsen for Wolfsburg
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Så gik den ikke længere.

Danskerklubben Wolfsburg, der har intet færre end seks danske spillere på lønningslisten, ligger og roder rundt i bunden af Bundesligaen, hvor man blot har skrabet otte point sammen i sæsonens første ti kampe.

Og det har man nu taget konsekvensen af.

For søndag har Wolfsburg valgt at fyre cheftræner, Paul Simonis. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Danske Peter 'PC' Christiansen, som har været med til at tage beslutningen, er bedrøvet over, at klubben er nødt til at skille sig af med træneren.

- Beslutningen om at fritstille Paul Simonis har ikke været let for os. Paul er en meget grundig træner, som har arbejdet med stor passion, faglighed og engagement. Vi har sat stor pris på hans arbejde, hans idéer og hans måde at omgås holdet på - netop derfor gør dette skridt mig personligt ondt, siger PC til klubbens hjemmeside og uddyber.

Paul Simonis i spidsen for Wolfsburg
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

- Alligevel må vi ærligt konstatere, at det i fodbold i sidste ende er resultater og point, der tæller, og udviklingen i de seneste uger er ikke forløbet, som vi alle havde håbet. Efter en intensiv udveksling med bestyrelsen er vi nået frem til den konklusion, at der nu er brug for en forandring for at skabe stabilitet og succes på banen. Vi bærer alle et ansvar for den nuværende situation - den sportslige ledelse, trænerteamet, spillerne og hele klubben.

Den afgående Paul Simonis får dog tak med på vejen fra PC.

- Vi takker Paul og hans assistenttrænere for deres arbejde og indsats og ønsker dem alt det bedste for fremtiden, lyder det på klubbens hjemmeside.

Wolfsburg oplyser desuden at assistenttrænerne Peter van der Veen, Tristan Berghuis og Martin Darneviel også forlader klubben.

U19-cheftræner Daniel Bauer overtager ansvaret indtil videre.

Mest læste

Notifications

Notifikationer