Trods Kvistgaarden-kasse: Leicester vinder danskerbrag
Mathias Kvistgaarden scorede for andet opgør i træk, men det var ikke nok til en sejr over Leicester.

Lørdag var tæt på at blive perfekt for Mathias Kvistgaarden.
Den tidligere Brøndby-profil fik sin første startplads for Norwich efter sin knæskade, og danskeren kvitterede med et flot mål. Se det nederst i artiklen.
Det er anden runde i træk, at den 23-årige dansker kommer på tavlen for The Canaries.
Det eneste, der manglede, var en sejr. For Kvistgaarden-kassen var ikke nok til at slå Jannik Vestergaard og Leicester.
Det sluttede nemlig 1-2 på Carrow Road i Norwich.
Til trods for, at Kvistgaardens mål efter 62. minut bragte hjemmeholdet i front, så kom Leicester først på 1-1 i det 75. minut, inden Jordan James i tillægstiden scorede sejrsmålet for gæsterne.

Hele fire danskere var med fra første fløjt i opgøret.
Norwich havde Mathias Kvistgaarden, Pelle Mattson og Oscar Schwartau i startopstillingen, mens Leicester havde Jannik Vestergaard. Emiliano Marcones så med fra Norwich-bænken.
Norwich kunne ellers godt have brugt en sejr. Klubben befinder sig nemlig under nedrykningsstregen i Championship med ni point i 15 kampe.
Leicester placerer sig med sejren som nummer 12 i tabellen.

Mathias Kvistgaarden 62'
Championship | 🏴 Norwich City 1-0 Leicesterpic.twitter.com/1Fqa4ixdN4
— Goals Xtra (@GoalsXtra) November 8, 2025
Norwich City
Leicester City
Mathias Kvistgaarden
Jannik Vestergaard












