Engelsk storklub holder øje med dansker: Føler mig klar til det næste skridt
21-årige Silas Andersen har angiveligt fået en engelsk beundrer.

Er der en ny dansker på vej til Premier League?
21-årige Silas Andersen har taget svensk fodbold med storm, hvor det tidligere FCK- og Inter-talent har styret midtbanen i BK Häcken.
Her har den unge midtbanespiller fået mulighed for at vise sig frem i Conference League, hvor der har været fine gæster på lægterne for at kigge nærmere på danskeren.
Ifølge Bold havde selveste Arsenal sendt talentspejdere afsted til Conference League-opgøret mellem BK Häcken og franske Strasbourg.
Det blev unge Silas Andersen forholdt til af Fotbollskanalen efter opgøret, hvor han dog ikke gav udtryk for, at han kendte til interessen fra den engelske storklub.
- Det ved jeg ikke noget om. Det lader jeg min agent arbejde på, siger Silas Andersen til det svenske medie.
Han er dog smigret over den forlydende interesse fra England, og han er ikke bleg for at tage skridtet videre fra BK Häcken.
- Jeg sigter så højt, som jeg kan. Jeg føler, jeg har bevist mig selv, og jeg synes, jeg er klar, men vi må se, siger U21-landsholdsspilleren.

Silas Andersen skiftede allerede som 16-årig fra FCK til Inter.
Han har derudover været forbi hollandske FC Utrecht.

Arsenal












