Grabara efterlod et dybt hul i FCK – og det er ikke blevet fyldt
F.C. København har haft svært ved at finde den rette afløser for Kamil Grabara.

Tirsdag aften udstillede et FCK-problem, som ikke bare er opstået i denne sæson.
Mod Tottenham tabte man med 4-0, og de to første mål efterlod mere at ønske fra målmand Dominik Kotarski.
Du kan se situationerne i videoen øverst i artiklen
Det er ellers ikke meget mere end halvanden måned siden, at den kroatiske keeper var ude for at undskylde, efter han besluttede sig for at forsøge med adskillige skudfinter i eget felt mod Silkeborg IF - hvilket endte galt og medførte med 3-3 i Parken.
Kotarski er altså ikke fejlfri. Men han er heller ikke den eneste keeper i F.C. København, der har haft det svært.
Den danske hovedstadsklub har nemlig også forsøgt sig med Diant Ramaj, Theo Sander og Nathan Trott, alle uden det store held. Af forskellige årsager.
Alle har de på et tidspunkt haft rollen som førstekeeper siden sommeren 2024, hvor Kamil Grabara forlod klubben.
Ham, der i tre år i streg stod mellem stængerne - med stor succes - i FCK. Om end den sidste sæson med maske på og en aftale underskrevet med Wolfsburg var en smule under de to foregående.
Campos chefredaktør, Troels Bager Thøgersen, kigger nærmere på, hvorfor Kamil Grabara endnu ikke er blevet tilstrækkeligt erstattet. Forklaringen kan nemlig være svær at finde i tallene alene.
Kamil Grabara - 126 kampe, 125 indkasserede mål, 52 clean sheets
Nathan Trott - 30 kampe, 33 indkasserede mål, 10 clean sheets
Ærligt, så var jeg overrasket over, det ikke gik bedre for den engelske målmand. Flere Superliga-topklubber ville have ham, der var også bud fra England, og han stod simpelthen så flot i Vejle. Men det kom aldrig til for alvor at klikke mellem keeperen og hans forsvar, og der er FCK et ubønhørligt sted at være målmand. Du ryger, hvis du ikke præsterer, og det gik ud over Trott.
Theo Sander - 6 kampe, 5 indkasserede mål, 1 clean sheet
Han fik en kort audition sent i efterårssæsonen, men vi kom aldrig til at se, hvorfor han var så ombejlet et målmandstalent. Der er FCK så også Danmarks Bayern München – man skal være lavet af stål menneskeligt og fagligt a la Kamil Grabara for at stå i en så ung alder, og Grabara havde endda flere topsæsoner i AGF med sig.

Diant Ramaj - 19 kampe, 14 indkasserede mål, 10 clean sheets
Man kunne jo godt se, at her var tale om en målmand med gode værktøjer, både når der skulle reddes farlige afslutninger og spilles fodbold med opbygning nedefra. Han fik så også sat gang i gaden, ikke mindst i derbyet mod Brøndby, og FCK havde nok aldrig for alvor en chance for at hente Ramaj permanent.
Dominik Kotarski - 26 kampe, 34 indkasserede mål, 8 clean sheets
Som med Ramaj er det tydeligt at se, at Kotarski kan en masse som målmand og rent fagligt har det, der skal til for en dag at stå i en Top 5-liga. Men de første måneder har været svære med fejl, for mange indkasserede FCK-mål og så de her to dybt mystiske optrædener mod Silkeborg og Tottenham, hvor Kotarski fuldstændig fejlvurderer situationer og koster scoringer. Det kan ikke vare ved, også selv om Kotarski som sine forgængere lider under, at der er skiftet meget ud i FCK de seneste 18 måneder.

FC København
Kamil Grabara












