Endnu én: AGF skriver under med malisk talent
For nylig hentede AGF Mouhammade Camara efter en vellykket prøvetræning, og nu har de endnu en maliser klar.

I september hentede AGF Mouhammade Camara i den malisiske fodboldklub Derby Football Club da Kalaban Coura efter et vellykket prøveophold.
Og nu kan de såmænd præsentere endnu en ung maliser fra selvsamme klub.
Mouhammade Carama får nemlig følgeskab af Ibrahim Traoré.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Klubben oplyser på sin hjemmeside, at det - ligesom det var tilfældet med Mouhammade Camara - også er efter et vellykket prøveophold i sommer, at man har valgt at skrive under med den unge maliser.
Men hvor Mouhammade Camara er blevet udstyret med en kontrakt, der løber til sommeren 2030, så lader det ikke til, at tiltroen til Ibrahim Traoré nødvendigvis er lige så stor.
AGF skriver nemlig på sin hjemmeside, at Traoré kommer til klubben på en lejeaftale, som løber frem til sommeren 2026.
I pressemeddelelsen bliver Ibrahim Traoré beskrevet som en "dynamisk midtbanespiller, der kan dække flere positioner og både kan spille centralt og på kanten."
Han kommer i første omgang til at spille på AGF's U19-hold. Her fik han sin debut i weekendens sejr over Lyngby, oplyser klubben desuden.

AGF












