Trist Ronaldo: United er nødt til at ændre sig
Den portugisiske verdensstjerne efterlyser forandring på Old Trafford.

I 2022 sluttede Cristiano Ronaldos andet kapitel i Manchester United.
Efter en uoverensstemmelse med den daværende manager, Erik ten Hag, forlod den portugisiske verdensstjerne Old Trafford.
Gammel kærlighed ruster dog ikke, og Ronaldo har stadig masser af kærlighed tilovers for De Røde Djævle, og derfor piner det ham, at se klubben i dens nuværende tilstand.
Det fortæller han i et interview med Piers Morgan.
- Jeg er ked af det, fordi det er en af de vigtigste klubber i verden. En klub, som jeg stadig har i mit hjerte. Vi må være ærlige og sige, at de ikke er på den rette vej.
- De har brug for forandring. Det handler ikke kun om træneren og spillerne. Efter min mening er det meget mere end det, fortæller Cristiano Ronaldo.

Ronaldo mener således heller ikke, at Ruben Amorim har de bedste forudsætninger for at lykkes på Old Trafford.
- Han gør sit bedste. Hvad skal han gøre? Skabe mirakler? Det er umuligt. Som vi siger i Portugal: Mirakler finder du i Fátima (i helligdomen, red.).
I stedet er der nogle af spillerne, der skal kigge en smule indad.
- De spillere, som United har, er gode spillere, men nogle af dem har ikke forstået, hvad det egentlig vil sige at spille for Manchester United, fortæller den 40-årige legende.
De Røde Djævle ligger i skrivende stund på en ottendeplads i Premier League efter de første ti spillerunder.
Manchester United
Cristiano Ronaldo












