Højbjerg helt oppe at køre – snydt til sidst
Pierre-Emile Højbjerg var decideret uforstående i slutningen af kampen mod Atalanta.

Hvis Pierre-Emile Højbjerg kunne tale frit fra hoften, ville han formentlig ikke have meget pænt at sige om spanske José María Sánchez.
Det var nemlig ham, der styrede fløjten, da Marseille i de døende minutter tabte med 0-1 hjemme mod Atalanta i Champions League onsdag aften.
Her følte samtlige af Marseilles spillere og trænere sig åbenlyst snydt til allersidst.
Gæsternes Ederson sendte nemlig bolden op på sin egen hånd inde i Atalanta-feltet, hvilket fik Marseille-spillerne til at appellere for straffespark.
Fløjten forblev dog tavs, og imens det franske mandskab stod med armene strakt i vejret for at få dommerens opmærksomhed, stak italienerne afsted i en omstilling, som Lazar Samardzic kronede med en flot scoring bare 17 sekunder efter hånden på bolden i modsatte felt.
Pierre-Emile Højbjerg, der havde anførerbindet om armen, forsøgte straks at tale dommeren til fornuft.

Det samme gjorde Marseille-cheftræner Roberto De Zerbi, blandt andet ved at tage en iPad for at vise, hvor åbenlys en fejl der var tale om. I stedet fik han et gult kort.
Målet fik lov til at stå, Marseille fik ikke straffe.
Du kan se situationen i videoen øverst i artiklen
Marseille
Pierre-Emile Højbjerg
Atalanta












