Falk røg ud i FCK: Blev mindre vigtig i nogens øjne
Rasmus Falk fortæller i ‘Campo på udebane’, at han til sidst i FCK følte sig magtesløs over for sin egen rolle på holdet.

Sommeren 2025 blev enden på et næsten ti år langt forhold mellem Rasmus Falk og F.C. København.
For her tog Falk hjem til OB for igen at spille en central rolle på banen. Noget, han ikke længere følte, han fik lov til hos de danske mestre, lige meget hvor godt han end gjorde det til træning.
Det skyldtes, at der var nogen i FCK, der ikke længere så Falk som vigtig for holdet. Det fortæller Rasmus Falk i Campos podcast 'Campo på udebane'.
Det er den 33-årige midtbanespiller igen blevet i OB under cheftræner Alexander Zorniger. Nu bliver Falk holdt til ilden, han får ansvar, tillid og der stilles krav. Vigtige aspekter, som OB-anføreren ikke oplevede under Jacob Neestrup i FCK.
- I min sidste tid i København spillede jeg lidt for få kampe i forhold til, hvad jeg gerne ville. Jeg synes stadig, at jeg var god, men jeg spillede for få kampe. Jeg synes, jeg trænede godt, men det var ligesom mig selv, det skulle komme fra.

- Jeg blev mindre og mindre vigtig derovre (i FCK, red.) i nogens øjne. I mine holdkammeraters øjne var jeg stadig rigtig, rigtig vigtig. I nogens øjne var jeg ikke så væsentlig længere.
- Her (i OB, red.) har jeg fået alt det, som jeg gerne vil have. En træner, der har givet mig ansvar, tillid og samtidig stiller krav til mig igen. Det elsker jeg, og det nyder jeg og præsterer rigtig godt under, fortæller Rasmus Falk.
Falk knoklede i træningspassene i FCK for at få flere minutter på banen i Superligaen. En knæskade gjorde ham i dele af efteråret ukampdygtig, men den rutinerede Superliga-profil blev klar igen i det nye år, blandt andet til københavnernes mesterskabsspil i marts.
Men her blev Falk ikke valgt til af FCK-cheftræner Jacob Neestrup, der oftest lod ham se med fra bænken. I alt fik Rasmus Falk kun samlet 35 minutter på banen i det ti runder lange mesterskabsspil i foråret.

Det fik Rasmus Falk til at føle, at lige meget, hvad han gjorde, så ville der ikke blive ændret på tingene hos løverne.
- Det var et eller andet sted på grund af, at det var et sted, jeg havde været, i mange år, og jeg kendte det ud og ind.
- Til sidst havde jeg lidt følelsen af, at lige meget, hvordan jeg trænede, og lige meget hvordan jeg gjorde det, så var det ligesom valgt, hvad der skulle ske. Så det er derfor, jeg mener, at det var det helt rigtige tidspunkt (at skifte til OB, red.).
- Når man kommer lidt op i alderen, så handler det også om at være skarp og detaljeret. Der har jeg én (Alexander Zorniger, red.), der holder mig op på det, fortæller Rasmus Falk.
Rasmus Falk har spillet samtlige 90 minutter i sine 12 ligakampe for OB i denne sæson.

I 'Campo på udebane' sætter Falk samtidig ord på, hvad det er ved OB-cheftræner Alexander Zorniger, der matcher godt med den hjemvendte Superliga-profil.
I podcast-episoden taler han sammen med stortalentet Marcus McCoy om ambitionerne i OB, der skal tilbage i toppen af dansk fodbold.
Find episoden på Spotify, Apple Podcast, eller der, hvor du hører podcasts.
Herunder kan du også høre den nyeste episode.
FC København
OB
Rasmus Falk
Jacob Neestrup












