‘Den Gule Ubåd’ synker i Cypern
Villarreals forfærdelige Champions League-stime blev forlænget.

Hjemme i LaLiga er Villarreals periskop rettet mod toppen af tabellen.
I Champions League synker 'Den Gule Ubåd' derimod videre mod bunden.
Onsdag aften blev det således til en ny skuffelse for den spanske traditionsklub, der tabte med 1-0 ude mod cypriotiske Pafos.
Opgørets eneste scoring faldt kort efter pausen, da hollandske Derrick Luckassen stangede et hjørnespark i mål.
Du kan se højdepunkter i videoen øverst i artiklen.
Villarreal dominerede efterfølgende i samtlige af spillets facetter - lige med undtagelse af den vigtigste, nemlig målene.
Den spanske gæst forsøgte midtvejs i anden halvleg at sætte fut i fejemøget med fem udskiftninger på syv minutter, men lige lidt hjalp det.
Nederlaget betyder, at Villarreal fortsat kun har hentet et enkelt point i Cahmpions League efter fire kampe.
Det begynder dermed at se svært ud at nå op på de 11 point, der sidste år skulle til for en plads i top 24.
Den cypriotiske sensationsklub Pafos kan derimod tillade sig at drømme, for med aftenens sejr har man nu hentet fem point. Det er klubbens første Champions League-sejr nogensinde.
Villarreal













