BIF-legendes søn fik unik mulighed: Fra 3. Division til mesterhold
Fra Brønshøj Boldklub til filippinsk mesterhold – 22-årige Magnus Ravn fortæller til Campo, hvordan det vilde skifte kom i stand.

Det stod ikke lige frem skrevet i stjernerne, men af og til opstår gyldne muligheder for dem, der er villige til at række ud efter dem.
Magnus Ravn, der er søn af det tidligere Brøndby-koryfæ Allan Ravn, var egentlig klar til at indlede en ny sæson i 3. Division med Brønshøj Boldklub.
Men lidt ud af det blå opstod en af de muligheder, som man som fodboldspiller lige stopper og undersøger en ekstra gang.
At sommeren skulle byde på et skifte til Kaya FC, et mesterhold på Filippinerne, var i hvert fald ikke på det tidligere Brøndby-talents bingoplade.
I et interview med Campo fortæller Magnus Ravn, hvordan det unikke skifte fra Brønshøj Boldklub til Kaya FC kom i stand.
- Det var en af mine bedste kammerater, Filip Andersen som jeg har spillet med i Brøndby i mange år, der har lavet sig lidt en karriere i Asien. Da han var hjemme i vinter, sad vi og snakkede, og jeg var sådan lidt et sted i min karriere, hvor jeg ikke lige vidste, hvad jeg skulle gøre. Så sagde han, at han ville give mig kontakt på nogle mennesker, han kendte derude.
- Så gik der tre og en halv uge, hvor jeg vågner op til en besked fra en indisk agent, der sagde, at præsidenten i den her klub gerne ville have et møde med mig. For de har fundet mig et eller andet sted fra, og så gik det bare stærkt derfra. Inden for seks dage havde vi forhandlet kontrakten, og så sad jeg på et fly, fortæller Magnus Ravn til Campo.

Selvom muligheden var spændende og lød unik, var det med en smule påpasselighed, at den unge danske indgik forhandlinger med den filippinske mesterklub.
- Jeg har jo været i mange forskellige klubber og til prøvetræninger i forskellige lande, så jeg har jo prøvet at få sådan nogle beskeder før, og dem, der har spillet på ungdomsfodbold på højt niveau, de fleste har jo hørt fra nogle af de der lidt sjove agenter, der siger, at så har de den her mulighed og den her mulighed, og man tror sgu aldrig rigtigt på det, før det sker.
- Jeg har brændt nallerne et par gange med nogle aftaler, men da jeg mødtes med Kaya FC, så var det bare top, top, top professionelt. Og de havde den her plan, og de ville have mig med det samme, siger Magnus Ravn om forløbet.
Filippinsk fodbold og Champions League i Asien
Men altså, fodbold på Filippinerne - hvad er det overhovedet for en størrelse?
I den hjemlige liga er Kaya FC kommet forrygende fra start med seks sejre i de første syv kampe og en målscore på hele 32-2.
Magnus Ravn medgiver gerne, at skellet mellem holdene i rækken er stort.
- De bedste fem-sekshold har et rigtig fint niveau, mens bund-seks ikke er på så højt niveau. Vi vandt for eksempel 12-0 i første turneringskamp, og det var lige, inden jeg kom til klubben.


Magnus Ravn er dog også blevet matchet på et niveau, han ikke tidligere har oplevet.
Kaya FC er nemlig også at finde i AFC Champions League 2, der er en slags asiatisk pendant til Europa League.
Her er det blevet til gruppekampe mod hold fra Singapore, Thailand og Sydkorea.
Mødet med sydkoreanske Pohang Steelers gjort særligt stort indtryk på Ravn.
- I Europa tænker man jo ikke meget over de her hold, men det er på et højt niveau. Jeg rammer stolpen efter 80 minutter mod Pohang, så vi har egentlig spillet op med dem.
- Nogle af spillerne i de her klubber tjener jo mere end de ville gøre, hvis de spillede i Europa. Der var særligt en spiller fra Pohang, hvor jeg efter kampen tænkte, at ham der ville ødelægge Superligaen, hvis han kom til Danmark, siger Magnus Ravn.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Mulighed for mere
Indtil videre løber Magnus Ravns aftale med Kaya FC frem til årsskiftet.
Men det står ham egentlig ganske frit, om han ønsker at fortsætte længere i klubben.
- Succeskriteriet for holdet er, at vi vinder rækken. Vi vil også gerne videre i Champions League 2, men det ser svært ud med tre nederlag i de første tre kampe.
- Helt personligt har jeg egentlig bare haft lyst til at vise mig frem på en anden scene, hvor der er pres på. Folk ved ligesom ikke, hvem man er hjemmefra, og her forfølger mit efternavn mig heller ikke på samme måde. Det har været en mulighed for at starte på en frisk.
- Lige nu vurderer jeg egentlig selv, om jeg vil forlænge aftalen for resten af sæsonen. Det hælder jeg også mest til lige nu, men hvis en anden stor klub herovre byder sig til, så vil jeg da overveje det, siger Magnus Ravn til Campo.














