AaB går nu i ‘dialog’ med SSE22: Håber på nordjysk opbakning
AaB’s formand håber på nordjysk opbakning efter meddelelsen om en kapitaludvidelse.

Med tirsdagens nyhed om AaB A/S planlagte kapitaludvidelse har klubbens bestyrelse også taget første skridt i dialogen med de tyske majoritetsejere, SSE22.
Det står klart i Campos interview med Jesper Brøchner Thing, bestyrelsesformand i AaB A/S, som forklarer motivet bag den planlagte kapitaludvidelse, der skal rejse 75 millioner kroner til den nordjyske klub.
Her får nuværende aktionærer fortegnsret til de nye aktier, og vælger den tyske majoritetsejer ikke at tegne, hvad der svarer til 51 procent, som de ejer lige nu, af de nye aktier, så kan aktiemajoriteten tippe i AaB.
Men Jesper Thing kender ikke til de tyske ejeres planer.
– Jeg ved jo ikke, hvad de vil. Jeg tror, det er ret vigtigt at sige, at vi som bestyrelse skal varetage selskabets tarv, og nu går vi i dialog med hovedaktionæreren om, i hvilken udstrækning de vil bakke op omkring det her. Så det er jo egentlig op til dem at vurdere, hvad de vil.
Bestyrelsesformanden fortæller, at kapitaludvidelsen skal ses som en første dialog med små og store aktionærer, men han regner med stor lokal opbakning.
– Det, vi egentlig melder ud, er, at vi kontakter de nuværende aktionærer, herunder hovedaktionæreren, og tager en dialog med dem. Og så har vi egentlig en forventning om, at der er rigtig mange nordjyder, der vil bakke op om det her, udtaler Jesper Thing til Campo.

Hvis denne 'dialog' nu viser, at mange nordjyder bakker op, kan det så også sende et signal til de tyske ejere?
- Ja…det er din udlægning. Det ved jeg ikke, hvad jeg skal sige til. Men matematisk er det jo korrekt, hvis det er sådan, at det ender ud.
- Det er vigtigt for bestyrelsen at sige, at vi går i dialog med alle aktionærer og håber på, at så mange som mulige af de nuværende bakker op, og kommer der nye aktionærer, vil vi også velkomme dem.
Så kapitaludvidelsen er ikke en mulighed for AaB lige nu for at komme tilbage på lokale hænder?
- Hvordan skal jeg sige det…det er ikke dét, der er præmissen i første omgang. Præmissen i første omgang er, at nu skal vi i dialog med alle investorer, og så må vi jo se, hvordan det falder ud i den sidste ende.
- Og man kan sige, jo flere der bakker op des bedre. Både fra de lokale, men også af stor-aktionærer rundt om i Danmark – og også majoritets-aktionæren.
Lokale kræfter i AaB overtog i sommer den daglige drift i klubben, og bestyrelsesformanden slutter med at sende en opfordring til de nordjyske aktionærer.
– Der er ingen tvivl om, at fra bestyrelsens side håber vi, at de lokale vil bakke op. Ingen tvivl om det.
- Og med tingene, som er sket de sidste tre måneder, men også gennem hele året, så tror jeg også, det er vigtigt, at hvis man siger, at man vil bakke op, så er det også nu, man har mulighed for at vise det, slutter formanden.
Læs mere om den planlagte kapitaludvidelse her:

AaB












