Vigtigt for Danmark: ‘AC’ meldes tilbage i træning
Andreas Christensen ser ud til at være i nogenlunde forfatning igen.

Hvad er der egentlig foregået?
Andreas Christensen missede FC Barcelonas Champions League-opgør mod Olympiakos med maveproblemer, mens han efterfølgende også var fraværende til El Clasico og søndagens 3-1-sejr over Elche.
Der er aldrig kommet en officiel forklaring fra den catalanske storklub.
På rygtebasis kunne man pludseligt læse i de spanske medier, at han skulle døje med en muskelskade.
Mandag beretter spanske Sport nu, at den danske midtstopper var med til dagens Barca-træning.
Her skulle han have trænet med på lav intensitet sammen med de Barca-spillere, der ikke fik særlig mange minutter i søndagens sejr.
Mediet fastholder, at han har misset de seneste kampe med først sygdom og dernæst en mindre muskelskade.
Det er dog begge problemer, som han menes at være ovre. Ifølge Sport har Andreas Christensen det så godt, at han forventes at være med i truppen onsdag, når Barcelona gæster Club Brugge i Champions League.

Det er dermed også godt nyt for Danmark og landstræner Brian Riemer, der udtager sin landsholdstrup til de to sidste og afgørende kampe i VM-kvalifikationen tirsdag.
Danmark møder Belarus på hjemmebane lørdag den 15. november, inden turen går til Skotland tre dage senere.
FC Barcelona
Herrelandsholdet
Andreas Christensen













