Million-satsningen tvang VB til fyring
Uanset hvor langsigtet Vejle-projektet var og er efter ejerskiftet tidligere i år, kunne VB-ledelsen ikke gøre andet end at fyre Ivan Prelec med ni point til overlevelse, mener Campos chefredaktør.

Hvis nogen skulle være i tvivl: De kan rigtig godt lide Ivan Prelec i Vejle Boldklub.
Det var ikke med ledelsens gode vilje, at kroaten sagde op i frustration efter et kuldsejlet transfervindue i sommeren 2024, hvor daværende sportsdirektør Marius Nicolae havde pænt svært ved at samle et slagkraftigt mandskab.
Så for undertegnede var det ikke så overraskende endda, at Ivan Prelec vendte tilbage i sommer umiddelbart efter, Vejle havde sikret sig overlevelse med Steffen Kielstrup og Johnny Mølby som de store rorgængere i en vild, vild overlevelsesaktion.
Nu skulle Ivan Prelec have de spillere, der skulle til for at spille en mere offensiv, Vejle-orienteret spillestil, hvor man som i de gode, gamle dage skulle frem ad banen og underholde.

Fik Ivan Prelec de spillere?
Det kan vi jo dårligt nok vurdere nu her i begyndelsen af november, to måneder efter transfervinduet lukkede.
Men det var ikke billigt at hente folk som Mikkel Duelund, Lasse Nielsen og Andrew Hjulsager på fri transfer og købe Wahid Faghir, Christian Sørensen, Tobias Bach og en række andre folk ud af deres aftaler.
Vejle-projektet er udadtil – og indadtil – solgt som langsigtet.
Men for at omskrive et gammelt Mike Tyson-citat, har man kun en plan, indtil man bliver slået i ansigtet, her i form af et stort hul op til overlevelse få måneder inde i sæsonen.
Vejle satser på egenudviklede spillere og ligger højt i statistikkerne over spilletid på den konto – det har de faktisk gjort i flere sæsoner.

Men sommerens udlæg på transfermarkedet var dyrt, og når man henter erfarne topnavne, flere af dem et pænt stykke over 30 år, kan det aldrig nogensinde gå at rykke ned eller være tæt på det.
Prelec er en fagligt dygtig cheftræner med masser i værktøjskassen taktisk og i mandskabsplejen.
Men det kommer uundgåeligt til at se rigtig dumt ud, at Prelec nu igen stopper i Vejle, og man indsætter Steffen Kielstrup for resten af efteråret, efter man aktivt valgte i sommer at hente kroaten tilbage.
Det bliver jo ikke ved med at gå, at Vejle falder i de her dybe huller i Superligaen, slet ikke når man satte sit drømmeteam uden for banen, på transfermarkedet og på trænerbænken.
Nu er presset på Vejle-ledelsen for at ramme den helt rigtige træner – den skal simpelthen sidde i skabet, når træningen begynder igen til januar, og hullet op til overlevelse skal meget gerne være betydeligt mindre end ni point til december, så VB ikke igen-igen skal ud i det vilde overlevelsesræs til februar.
Vejle Boldklub












